Niels Chr. – personbeskrivelse

(A00). Niels Christian Ludvig Nielsen-Gøgsig (f. 9. september 1875 – d. 19. juli 1943) blev den 30. januar år 1900 gift med Thomine Juliane Nielsen (f. 25. maj 1875 – d. 1. september 1946).

Navneændring: Niels Christian Ludvig Nielsen fik den 18. marts 1920 kgl. bevilling på navnet Niels Christian Ludvig Nielsen-Gøgsig (VA357/1920). Han var på det tidspunkt 45 år gammel.

Sammen fik de 7 børn:

1. Christa Anna Ingeborg Henriette Nielsen (1899 – 1899).
2. Ingeborg Nielsen-Gøgsig (gift Andersen) (1901 – 1987).
3. Herman Peter Nielsen-Gøgsig (1903 – 1991).
4. Christa Alma Elfrida Nielsen-Gøgsig (ugift) (1905 – 1979).
5. Hans Ingemann Nielsen-Gøgsig (1907 – 1991).
6. Ane Henriette Nielsen-Gøgsig (gift Thomsen) (1909 – 2004).
7. Kaj Regnar Nielsen-Gøgsig (1911 – 1982).
8. Harry Frimodt Gøgsig Nielsen (1912 – 1913).
9. Tage Esman Nielsen-Gøgsig (1914 – 2001).

Niels Christian Nielsen-Gøgsig & Mine Nielsen

Som ældste søn af Jette og Niels Peter på Store Gøgsig måtte Niels Christian Ludvig Nielsen-Gøgsig (1875-1943) vel være udset til at skulle arve den fædrene gård. Men således kom det af uklare årsager ikke til at gå, selvom han jo ellers navnemæssigt var godt rustet, opkaldt efter begge sine bedstefædre. Det startede ellers efter planen med en uddannelse ved landvæsenet og Niels brugte utvivlsomt det tillærte hjemme på gården, hvor han gik faderen til hånde. Allerede i sine unge år blev han vundet for Afholdsbevægelsens sag og blot 21 år gammel blev han formand for dennes lokale afdeling i Øster Tversted, og han medvirkede kraftigt til oprettelsen af Blå Kors.

Selvom afholdssagen unægteligt blev Niels Christians hjertebarn resten af livet, måtte den gode sag dog dele hans hjerte fra århundredeskiftet, idet han som 25-årig i år 1900 giftedes med den ganske jævnaldrende Thomine Juliane Nielsen (1875-1946; datter af Ane Sørensen og Hans Christian Nielsen). Mine, som hun kaldtes til hverdag, var en husmandsdatter fra nabosognet Uggerby. Hun havde i et par år rejst omkring på gårdene i omegnen og syet tøj, så det var formentlig på en sådan sytur til Store Gøgsig, at hun mødte Niels Christian og fik knyttet et par stærke tråde dem imellem. Af ungdomsbilleder fremgår det, at de udgjorde et særdeles nydeligt par.

Efter brylluppet tyder noget på, at Niels Christian fik en større rolle i driften af slægtsgården, men faderen var fortsat ejer af navn. Ved folketællingen i 1901 kaldtes ældstesønnen indsidder og havde vel nærmest en funktion af forvalter på Store Gøgsig eller muligvis forpagter på en af de mindre smågårde, der gennem de seneste årtier var blevet opført på Gøgsig Mark. På Store Gøgsig fødte Mine parrets to første børn, Ingeborg (f.1901) og Herman (f.1903). De unge fulgte således ikke de hævdvundne navnetraditioner i videre grad, eftersom Ingeborg ikke opkaldtes efter nogen af bedstemødrene – hvorvidt navnesammenfaldet med Niels Christians tipoldemoder var bevidst, kan vel betvivles. Farfar Niels Peter blev udvist lidt større gunst, idet sønnesønnen kom til at hedde Herman Peter, men sjældent brugte dette andet fornavn.

I 1903 købte Niels Christian den udstykkede Lille Gøgsig og flyttede sin lille familie over på nabogrunden. Om han købte den af faderen eller den allerede forinden var solgt eller udlejet til fremmede, vides ikke.[1] Lille Gøgsig var med sine 40 tdr. land mindre end halvdelen af Store Gøgsig og kunne dårligt opnå betegnelsen “gård”, men regnedes for et husmandssted. Og nok kan 40 tdr. land lyde som en pæn sjat, men jorden hørte til den mere sandede og magre del af Gøgsig Mark, ikke den frodige gamle søbund fra Gårdbo Sø. På Lille Gøgsig fødtes resten af familiens otte børn. Første barn her blev Christa (f.1905), der opkaldtes efter Niels Christians unge lillesøster, som få år forinden var død af falsk strubehoste. Dernæst fulgte Hans (f.1907), Anna (f.1909), Kaj (f.1911) og Tage (f.1914). Mellem de to sidste sønner menes endnu en søn at være blevet født, vist nok døbt Harry, men han døde ved fødselen eller kort efter.

Nu skal man passe på med at lægge for megen betydning i børnenes navngivning, men pudsigt er det, at mens begge Mines forældre fik opkaldt et barnebarn efter sig (Hans og Anna), fik ikke ét af børnene navn efter farmor Jette eller hendes familie. Det kan selvfølgelig være tilfældigt, men også være tegn på et muligvis anstrengt forhold imellem Mine og hendes svigermoder. Fruen på Store Gøgsig fremstår i flere sammenhænge som en stolt kvinde af fornem gårdmandsslægt, der ikke gerne så sine børn gift med “hvem som helst” – og en husmandsdatter og omrejsende sypige var måske ikke just hendes opfattelse af en ideel hustru for hendes førstefødte søn. Det skal understreges, at dette er ren spekulation, men det kunne dog forklare, hvorfor Niels Christian ikke som ventet overtog familiegården, men i stedet efter få år med kone og moder under samme tag, valgte at flytte sin familie over på den mindre nabogård. Hvad angår navneforholdene skal det i øvrigt nævnes, at ingen af Niels Christians og Mines børn blev døbt Gøgsig ved barndåben. Gårdnavnet i formen Nielsen-Gøgsig kom først officielt til under 1. Verdenskrig eller lige efter.

Uanset årsagen måtte gårdmandssønnen Niels Christian herefter selv nøjes med en titel af husmand. Men husmandsstedet Lille Gøgsig blev ved hårdt arbejde med årene til et ganske godt lille landbrug, med både heste, grise, køer og får. Endvidere opdyrkedes en flot have, hvor bl.a. en meterhøj rhododendron markerede sig. Den lille gårds udvikling i positiv retning var ikke mindst Mines fortjeneste. En stor del af slæbet med landbrugets drift gik nemlig efterhånden over på hende, da Niels Christian tog stadig større del i det lokale foreningsliv og opnåede flere tillidshverv, hvorfor han tit var hjemmefra. Også børnene lærte at tage fat og hjælpe med arbejdet i marken og staldene, når de ikke blev undervist i den stråtækte skole nede i Sørig Mose, af den gamle lærer Børglum, der havde ry for at være rasende dygtig til regning og skrivning.[2]

Måske havde Niels Christian også i sin skoletid nydt godt at lærer Børglums kundskaber udi regne- og skrivekunsten. I hvert fald kunne han allerede i 1904 indlede sin karriere i foreningslivet ved at gøre gavn i Husmandsbevægelsen som kasserer i Husflidsforeningen. Og livet igennem var han en flittig medarbejder ved Vendsyssel Tidende. Som husmand interesserede det selvsagt manden på Lille Gøgsig betydeligt, hvad tiden og fremskridtet bragte af muligheder for at bedre standens kår. Husflid og afholdenhed fra alkoholens svøbe var to midler, et tredje var en geofysisk forbedring af de små landbrugs jorder. En ny idé var brugen af mergel, der virkede kraftigt forbedrende på jordens ydeevne, når den blev iblandet nyopbrækket mager hedeland. En mergelbane blev oprettet mellem Eskær og Slynge for at transportere den værdifulde mergel frem til Østerboerne, og Niels indsattes som formand for banens bestyrelse 1916-1924, hvorefter hans regnskabsøkonomiske evner gjorde ham til revisor i samme.

En naturlig videreudvikling af Niels’ arbejde for husmændenes vilkår var vejen ind i lokalpolitik. Her kunne man måske forvente en tilknytning til standens almindelige talsmænd, De Radikale, men i Vendsyssels landsogne eksisterede kun ét parti af betydning: Venstre. Nok havde De Radikale og Socialdemokratiet også deres andel af vælgerne i Tversted Sogn, men Niels Christian var dog for meget gårdmandssøn til at kunne sympatisere med den slags rebeller. I 1917 valgtes han ind i sognerådet for Venstre og i 1920 gjordes han til formand for partiets lokale vælgerforening. I sognerådet kom Niels Nielsen-Gøgsig – som han efterhånden hed i folkemunde – ind i vejudvalget, hvilket sammen med Afholdsbevægelsen skulle blive hans foretrukne kampscener. Befolknings­mæssigt var sognet fortsat skævt fordelt med klar overvægt i den vestlige del, som derfor også fik de bevilgende myndigheders største bevågenhed. Men Nielsen på Lille Gøgsig var Østerboernes mand i rådet og virkede med sin plads i vejudvalget for en tiltrængt forbedring af vejforholdene nede i Sørig Mose. Da man besluttede at forbinde Tversted By med hovedvejen langs Vendsyssels østkyst ved en ordentlig landevej, mente de fleste i rådet, at vejen burde føres gennem mosen sønden om Gårdbo Sø og ned mod Elling Sogn. Dette gik Niels Christian imidlertid stærkt imod og mente, at vejen skulle føres nordenom, da han forudså en markant opblomstring af fiskerihavnene i Hirtshals og Skagen, og dermed landtrafikken imellem disse. Efter hård kamp fik han sin vilje, hvilket nok var hans største politiske sejr, og fremtiden skulle da også vise, at han fik ret. En helt anden ting var så, at den nye Tuenvej tilfældigvis så også kom til at løbe lige forbi Gøgsiggårdene og dermed forbedrede deres beliggenhed betydeligt…

Hjemme på Lille Gøgsig så familien måske knap så meget til faderen, men så kunne børnene heldigvis træde til og hjælpe Mine med arbejdet. Sønnerne Herman, Hans, Kaj og Tage blev alle oplært ved landbruget, og både Hans og Tage blev siden hen belønnet for at drive mønsterværdige husmandsbrug. Men også datteren Christa viste sig at have næverne skruet rigtigt på. Faktisk var hun en af de mest praktiske og foretagsomme af ungerne, og var altid god for en løsning på hverdagens problemer på den lille gård. Helt væk fra Lille Gøgsigs drift var Niels Christian dog ikke og i 1929 belønnedes hans arbejde med det lille landbrugs forbedring med Husflidsselskabets store Sølvmedaille. Men herefter synes gården efterhånden reelt overtaget af ældstesønnen Herman, der nu også var blevet gift og havde stiftet egen familie, men fortsat boede hjemme på Lille Gøgsig. Den virksomme datter Christa havde været en tur på Sjælland og kom i 1930’erne tilbage med en af tidens nye store idéer: kontrolhønserier. På forældrenes husmandssted investerede hun alle sine sparepenge i rugemaskiner og opdræt af kyllinger og ællinger, men trods hårdt slid endte eksperimentet i fallit og stor gæld. Herpå rejste hun til Skagen og blev en navnkundig figur på Jeckels Hotel som stedets oldfrue.[3]

Fru Mine kunne nu koncentrere indsatsen på at holde huset og sy og strikke til den voksende familie. De syv voksne børn resulterede således i omkring en snes børnebørn, og oldebørn nåede det også at blive til i Mines tid. Til syningen anskaffede hun sig en epokegørende nyskabelse, nemlig en Singer symaskine. Sliddet i de unge år ude i marken havde dog sat sig sine spor, idet Mine om vinteren plagedes en del af gigt. Niels Christian fortsatte til det sidste sit arbejde i sognerådet, hvor han efter sejrene på vejsiden ikke glemte at kæmpe Afholdsmændenes sag: »Inden for Afholdsarbejdet har han været en af Bevægelsens gode Fortalere. Han har lige fra sin Ungdom haft et opladt Øje for den Skade, Spiritus’en forvolder, saa hans Standpunkt ved Afstemninger, når Bevillinger var paa Tale, har der aldrig været Tvivl om!« [4] Heller ikke hjemme på Lille Gøgsig blev der således nogensinde udskænket spiritus. Derfor skal man dog ikke forledes til at tro, at Niels var stivnakket eller kedelig. Selvom han muligvis endda nåede at blive sognerådsformand, tog han aldrig selv sin position i lokalsamfundet videre højtidelig. Og drak han ikke, så yndede han gerne en god tobak på merskumspiben eller et spil kort, der let kunne vare til langt ud på natten. Endelig synes Niels Christian at have haft arvet faderens talent for det musikalske, idet han ikke veg tilbage for at stryge violinen, når der var fester på gårdene i omegnen.

Sommeren 1943 døde Niels Christian Nielsen-Gøgsig, knap 68 år gammel. Året efter købte sønnen Herman sin fædrene gård, som han allerede i en årrække da havde været forpagter af. Han drev Lille Gøgsig frem til 1972, hvor han solgte den ud af slægtens eje. Mine overlevede sin mand med tre år og døde i efteråret 1946; 71 år gammel af alder. Begge blev de begravet på Sørig Kirkegård, hvor deres gravsted endnu står.

Tekstforfatter: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (Slægtsskriftet om Gøgsig 3. udgave 2007).

[1] Jeg har tidligere talt for muligheden af, at Niels Christian overtog Store Gøgsig efter faderen i 1911 og ejede den nogle få år derefter, men dette synes forkert; Niels Chr. Nielsen-Gøgsig menes ikke at have haft nogen andel i Store Gøgsig efter 1903.

[2] Østerboerne havde fra gammel tid haft egen skole i et hus på Horsnabgårdenes jorder, men med 1800-tallets begyndende kolonisation af Sørig Mose byggedes i 1870 en ny skole omtrent midt i mosen, der delte lærer med Horsnab Skole. Indtil da sagdes “mosebørnene” at være blevet konfirmeret uden mindste kendskab til bogstaver. Med tiden synes hele undervisningen i den østlige del af Tversted Sogn at være flyttet ned til Sørig Skole. Kilde: “Historisk-topografisk Beskrivelse af Tversted Sogn…”, A.P. Gaardboe.

[3] Kilde: “Det var en herlig tid”, Bent Hardervig, Borgen, Gl. Skagen 1984, s.192

[4] Kilde: Niels Chr. Nielsen-Gøgsigs nekrolog i Vendsyssel Tidende 1943

 

Udvalgte foto og udklip der understøtter Johnny Grandjean Gøgsig Jacobsens personbeskrivelse af Niels Chr. & Mine.

 

 

 

 

 

 

 

g