Jørgen – personbeskrivelse

(B00). Jørgen Christian Albert Møller Valdemar Nielsen-Gøgsig (f. 25. maj 1878 – d. 21. marts 1952).

Navneændring: Jørgen Christian Albert Møller Valdemar Nielsen fik den 18. marts 1920 kgl. bevilling på navnet Jørgen Christian Albert Møller Valdemar Nielsen-Gøgsig (VA357/1920). Han var på det tidspunkt 42 år gammel.

Jørgen stiftede ikke selv familie.

 Jørgen Nielsen-Gøgsig

Den næstældste søn i søskendeflokken synes opkaldt efter morfaderen nede i Sindal, men adskillige andre kan også have været inde i billedet, thi med Jørgen Christian Albert Møller Valdemar Nielsen-Gøgsig (1878-1952) kan man ikke beskylde dem for, at have været nærige med navnene i Gøgsigfamilien. Jørgen skulle gå hen og blive lidt af en ener, hvad det nu indebar på godt og ondt. Som ung forlod han Gjøgsig og kom på landbrugsskole, og viste sig at blive en særdeles dygtig landmand. Han evnede at fange tidens nyeste ideer og muligheder i øvrigt, og forstod at bruge dem til egen fortjeneste. Præcis hvad han bedrev i sine yngre år står lidt hen i det uklare, men ved folketællingerne 1901 og 1906 var han væk fra familiegården, mens han i 1911 atter boede hjemme som “logerende”. Noget tyder på, at Jørgen allerede da stod som ejer af den nærliggende Horsnab Mølle, idet lillesøsteren Anna i vinterhalvåret 1912-13 tjente som pige dér. Og når møllen nu lå så tæt ved hjemmet, så kunne den ugifte søn jo lige så godt spare på husholdningen og bo derhjemme. Bror Jørgen forstod nemlig ikke blot at tjene penge; modsat visse andre af brødrene forstod han i særgrad også at passe på dem! Et vedholdende træk ved Jørgen var således hans sparsommelighed, der vel nok grænsede nært op til decideret nærighed – i øvrigt et træk, der påstås at være generelt gældende for mange Gøgsig’er…[1]

Den energiske unge mand med de mange gode idéer og den sunde økonomi var tillige en ganske flot fyr, hvilket ses af et soldaterbillede fra ungdommen. Hans lidt rundhovede træk synes at stamme fra moderen. Og Jørgen fik sig da også en kæreste ved navn Marie, der vidste præcis hvordan han skulle snoes, så sparsommeligheden ikke tog overhånd. Et postkort fra 1918 viser, at parret da endnu havde forbindelse og at han stadig var på møllen i Horsnab. Men så skete det ulykkelige, at Marie fandt sig en anden og brød forlovelsen med Jørgen, hvilket slog ham noget ud. At den forsmåede mølleejer herved fik et par skrammer i hjertet synes oplagt, men om han tillige har følt sig udnyttet økonomisk – med rette eller urette – af den lille Marie, skal ikke kunne siges. Men efter denne oplevelse virkede det som om, at Jørgen fremover havde lidt svært ved ikke at mistænke sine medmennesker for, at de ville bruge af hans penge.

Gik det galt for Jørgen med kærligheden, så gik det fortsat fremad erhvervsmæssigt og økonomisk. Kreativitet, hårdt arbejde og finansiel forsigtighed var kodeordene til en solid formueopbygning. Af private regnskabsbøger fremgår det, at der næppe var én af brødrene, der ikke på et tidspunkt stod noteret for et lån hos Jørgen – til den gældende rente, naturligvis. Jørgen opgav på et tidspunkt mølleriet og flyttede ned til forældrene i Jerup, muligvis først efter faderens død i 1920. Også her så han muligheder for en god forretning i den spirende automobiltrafik på Vendsyssels østkyst på landevejen mellem Frederikshavn og Skagen. Midt mellem byerne, f.eks. i Aalbæk, måtte man med fordel kunne anlægge et motel og spisested for disse nye rejsende, men det kunne kommunen dog ikke se nogen rimelighed i og planen blev derfor ikke til noget. Tanken var sikkert god nok, han var blot en del år forud for sin tid – og i hvert fald forud for kommunen.[2]

Omkring moderens død i 1925 overtog Jørgen Gøgsig, som han nu kaldte sig, villaen Aldershvile i Jerup. Hermed fulgte også mange af de gamle slægtsgenstande, selvom en del møbler og porcelæn mv. uddeltes blandt brødrene – og måske ikke mindst deres hustruer. Denne overtagelse af hjemmet og Jørgens fortsatte enlighed lagde måske bunden for en voksende slægtsbevidsthed. Men han var dog ikke mere hjemmefødning end at han drog ud på flere selskabsrejser til Sydtyskland og Østrig; bl.a. findes et fotografi af ham i Oberbayerns alper. Måske fandt han også her inspiration til nye jordbrugsformer? For trods sine mange virkefelter var Jørgen først og fremmest landmand. Hvilke steder han drev i 1920’erne vides ikke, men omkring 1931-32 kunne han overtage den gamle fædrene gård. Broderen Holm var kommet i besiddelse af Store Gøgsig for nogle år tilbage og havde drevet den ved forpagter, men nu var den økonomisk lidt mere vovede broders omfattende virksomhedskompleks styrtet sammen. Den gamle slægtsgård måtte sælges på tvangsauktion, men Jørgen ville ikke have, at den igen skulle forlade familien. Gøgsiggården burde ejes af en Gøgsig, og af den familie var han efterhånden den eneste med penge tilbage, så nu flyttede Jørgen ind i sit barndomshjem. Til gården hørte da omkring 150 tdr. land.

Gården havde næppe forbedret sig siden den solgtes i 1911. Holm havde ofret en del tid og penge på stedet, men hans forpagter, en svigersøn, var ikke den fødte landmand og investeringerne havde således ikke rigtig båret frugt. Men med Jørgen blev bygninger, jord og drift sat i system og i omegnen måtte man nikkende konstatere, at »..nu skete der atter noget på Store Gøgsig..«. Jørgen fik sig en besætning på 60 malkekøer og en del grise. Heste ville han ikke have, da de hverken gav kød eller mælk; de åd kun! Hans medfødte sparsommelighed havde således ikke forladt ham med årene, tværtimod. Svigerinden Margrethe, broderen Ottos enke fra Holstebro, var en periode ansat som husbestyrerinde hos ham, men dette forhold måtte stoppe, da han mente, at hun brugte for mange penge. I hendes tid var der ellers skik på hjemmet og maden var god, men altså også for god efter Jørgens mening. Da Margrethe selv kun fik kost og logi for sit slid – og dermed ingen løn – blev hun snart træt af slæbet og rejste bort. Faktisk nåede en hel del søskendebørn at tjene hos Jørgen som forkarle og husholdersker, hvilket nok foregik med skiftende held, men altid kun kortvarigt.

Den påholdende økonomi havde givet Jørgen en særdeles stor soliditet og det blev almindeligt kendt, at det ikke var penge, der manglede. Derfor var hans mistro måske heller ikke altid uden grund med hensyn til andre folks motiver i de økonomisk betrængte 1930’ere. Den slægtsbevidste Jørgen rejste en del rundt og besøgte familien, og boede der gerne i længere perioder – uden at give noget herfor. Den slags var selvfølgelig med til at cementere hans omdømme som “fornærig”, men samtidig må man også tage med i betragtning, at flere slægtninge nok efterhånden havde fået et godt øje til den rige, ugifte og barnløse onkels formue, og når han blev modtaget et sted med særlig fin opredning og god mad, vidste han udmærket, hvad samtalen ville dreje sig ind på i løbet af aftenen.

Som Jørgen blev ældre indså han, at Store Gøgsig atter ville forlade slægtens eje, om ikke han fandt en arving blandt sine søskendebørn. Et par nevøer kom til og skulle tjene som forkarle, så de derved kunne forberede sig på at overtage slægtsgården med tiden, men den idé var de udvalgte ikke begejstrede for, så det blev aldrig til noget. Det har utvivlsomt givet Jørgen endnu et lille knæk og såret hans slægtsfølelse. Men sådan gik det gennemgående med hensyn til medhjælpere på gården. De blev sjældent længe og blev enten fyret eller rejste selv. Jørgens situation beskrives måske bedst i et datidigt brev mellem to familiemedlemmer: »Jørgen har det ved det gamle; ikke ret godt, men han har det vel, som han vil. Penge laver han nok af, men folk kan have ikke have ret længe ad gangen.«

Det anstrengte forhold til andre mennesker synes dog kun at gælde, når der var penge involveret. Ellers får man indtryk af en faktisk særdeles flink og omgængelig person, som blot ikke brød sig om at bruge en øre mere i det daglige end allerhøjst nødvendigt – eller følelsen af, at nogen ville narre hans penge fra ham. Dertil må vel så lægges, at han på flere punkter kunne opføre sig lidt specielt. Således yndede han at gå langs strandkanten i bare fødder hele året for at samle strandskaller. Og mens han fortsat var en nok så pæn og velsoigneret mand når han skulle ud i forsamlinger, så så han ingen grund til at spilde penge på tøj, frisør og barber når han bare gik derhjemme, hvorfor han ind imellem mest af alt lignede en landevejsridder.

Jørgen var og forblev altså ungkarl, og som sædvanen var, antog han sig efter de forskellige slægtninge endnu en husbestyrerinde. Og med hende faldt han langt bedre i spænd end med sine øvrige ansatte; måske endda lidt bedre end familien brød sig om. Kvinden var sønderjyde og fik Jørgens interesse vakt for det danske mindretals sag i grænselandet. Og det i en sådan grad, at rygtet om hans overdrevne nærighed gjordes til skamme, da han skænkede et større beløb til skolebyggeriet i Sydslesvig.

Tanken om at føre Store Gøgsig videre i slægten måtte til sidst opgives og Jørgen solgte gården omkring 1942, ligesom også huset Aldershvile i Jerup blev solgt. Gøgsiggården blev solgt (muligvis for 68.000 kr.) til et ungt par ved navn Knud og Astrid Mølbak, hvor Astrid stod som gårdens ejer indtil for få år siden. Aldershvile solgtes til søster Annas svigerforældre fra Jerup. Jørgen var da 64 år og kunne herefter leve af sin formue som rentier. En villa i Tversted blev købt men måtte forlades igen, da tyskerne beslaglagde den under krigen. I stedet flyttede Jørgen til Hjørring, hvor han kunne koncentrere indsatsen på sin anden store lidenskab, som var havedyrkning. Helt kunne han dog ikke opgive sine landbrugsmæssige eksperimenter selv på sine gamle dage, hvor han bl.a. vides at have forsøgt sig med anlæggelse af kartoffelmarker i terrasser, for derved at opnå en bedre udnyttelse af vandet.

Jørgen fortalte familien, at han ventede at skulle dø i sin have – og i dette gik han hen og fik ret. En dag i marts 1952, mens han gjorde plankeværket i stand, blev han ramt af et hjerteslag og døde. Den knap 74-årige Jørgen Nielsen-Gøgsig efterlod sig således ingen børn eller hustru.[3] Til gengæld kom en anseelig formue til deling mellem husbestyrerinden og alle hans søskende/søskendebørn. [4]

Tekstforfatter: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (Slægtsskriftet om Gøgsig 3. udgave 2007).

[1] Idet jeg dog vil understrege, at dette bestemt ikke var indtrykket, da jeg i sommeren 1997 var på rundrejse hos slægten i Vendsyssel.

[2] Kilde: Peter Gøgsig Larsen.

[3] Som mangeårig ungkarl, kendt i det lokale, opstod næsten selvfølgeligt rygter om uægte børn af Jørgen, men de bør næppe tages alvorligt. Havde han haft børn, skulle de nok være dukket op da arven skulle fordeles.

[4] Sandsynligvis knap 60.000 kr. til familien.

 

Udvalgte foto og udklip der understøtter Johnny Grandjean Gøgsig Jacobsens personbeskrivelse af Jørgen.