Aage Reinhold Møller Nielsen-Gøgsig (ugift) (1912-1998)

(H02). Aage Reinhold Møller Nielsen-Gøgsig (f. 25. december 1912 i Nielstrup, Elling sogn – d. 17. oktober 1998). 

Navneændring: Ved kongelig bevilling 18/3 1920. Aage Reinhold Møller  Nielsen kom herefter til at hedde Aage Reinhold Møller Nielsen-Gøgsig. Han var på det tidspunkt 8 år gammel.

 

Aage stiftede ikke selv familie.

Levnedsbeskrivelse

Aage Reinhold Møller Nielsen-Gøgsig er søn af Arnold Osvald Ejner Nielsen-Gøgsig (f. 1. december 1887) og Christine Marie Nielsen-Gøgsig (født Hansen på gården Kragskov ved Jerup den 22. august 1888). De blev gift d. 10. december 1911 i Jerup kirke.

Arnold og Marie købte i 1912 landejendommen ”Nørre Nielstrup” ved Rimmen station i Jerup på 48 Tdr. land. Landejendommen havde en normal besætning på 10 køer plus opdræt, 1 so, 6 svin og 2 heste. Stuehuset var ca. 90 år gammel. Udbygningerne blev genopført i 1936 efter en brand.

Her blev Aage Reinhold Møller Nielsen født den 25. december 1912. Aage er det næst ældste barn i en børneflok på 9 børn: Karla (1911), Aage (1912), Gustav (1914), Gerda (1915), Ebba (1917), Viola (1920), Niels Peter (1922), Arnold (1923) og Jette (1925).

De fem første børn fik ved dåben Nielsen som efternavn. Ifølge Kgl. bevilling skiftede familien officielt efternavn fra Nielsen til Nielsen-Gøgsig den 18. marts 1920. De efterfølgende fire børn fik derved automatisk efternavnet Nielsen-Gøgsig. Alle børnene kom således til at bære Nielsen-Gøgsig som efternavn.

Aage fik fra 1920 til 1927 den obligatoriske 7 års skolegang i Bratten skole. Det var den eneste uddannelse han fik. Det var ligesom bestemt på forhånd, at han skulle være landmand ligesom hans far Arnold.

Aage blev konfirmeret d. 3. april 1927 i Jerup Kirke.

Efter skolen kom han ikke ud at tjene, men blev hjemme på slægtsgården i Nielstrup, og gik til hånde med gårdens drift. Her virkede Aage i hele sin arbejdsduelige alder, og var med i alle gøremålene på gården. Aage Gøgsig var et hjemmemenneske, der ikke tragtede efter offentlige hverv, men var sine forældre en god støtte.

Ved folketællingen den 5. november 1940 bor alle Arnold og Maries børnene stadig hjemme på ”Nørre Nielstrup”. De var da mellem 15 og 29 år gammel.

Det er uklart om Aage har aftjent værnepligt som soldat.

Aage levede og åndede for landbruget. Det var især hesteopdræt, der havde hans store interesse. De blev plejet og passet på mønsterværdig vis, og han kunne fremvise nogle af egnens bedste heste.

Moderen Marie Nielsen-Gøgsig døde den 5 marts 1965 på kommunehospitalet i Frederikshavn, 76 år gammel. Hun var en meget flittig og arbejdsom kvinde, der foruden at passe sit hjem og sine børn tog flittigt del i arbejdet med gårdens drift både i mark og stald. Marie blev begravet på Jerup kirkegård.

Efter Maries død, afhændede Arnold gården.  Arnold og Aage køber den 30. juni 1965 Nielstrup gl. central, Skagensvej 409 af Banearbejder Niels M. Nielsen, og de flyttede ind i deres nyindkøbte hus i Jerup.

Fem år efter at de flyttede til Jerup, døde Arnold (8. august 1970), og Aage overtog huset og blev boende.

Arnold var en omhyggelig mand, hvor alt blev registreret i hans lomme-dagbøger – også vejret, samt mange andre interessante hverdags ting på egnen. Lommebøgerne gennem 50 år fra 1921 og til Arnolds død i 1970 gik i arv til sønnen Aage Gøgsig, der omhyggeligt passer på de skriftlige fortidsminder. Aage er også selv omtalt i bogen fra 1923. Historien er som følger:

Familien Gøgsig var ikke selv i kirke hin juleaften i 1923. Aage Gøgsig var den gang en purk på en halv snes år. Han opholdt sig i Laden, da vejret med pludselig og dæmonisk kraft satte ind. Hans far Arnold var ved ”den sydlige købmand” i Nielstrup, hvorfra han med største besvær bjergede sig selv og sine juleindkøb hjem på gården, hvor han måtte trøste hele sin skrækslagne familie. (Indholdet i dette afsnit stammer fra Frederikshavns Avis 1982-04-10)

Hvad der skete med Arnolds lomme-dagbøger efter Aages død er uvist.

Den første tid i Jerup gav Aage en hånd med på de omkringliggende gårde, men ellers helligede han sig huset og haven, og så skrev han dagbog, en interesse han havde taget op efter faderen. Han nedfældede også som sin far døgnets små og store tildragelser og omtalte bl. a. vejrsituationen.

Aage har ved sin væremåde vundet sig mange venner i Jerup.

Hvert år fejrer han julen hos sin broder i ”Nybo” ved Voergård, og her blev hans 60 års fødselsdag i 1972 også fejret.

Ellers var han et udpræget hjemmemenneske, der satte familielivet højt, men en enkelt tur til Hundested for at besøge familien blev det dog til.

Aages sidste tid blev besværlig, for han var ikke helt rask og måtte ty til hjemmepleje. Det var planen at han skulle på plejehjem, men han overlevede ikke et sygehus ophold. Selv om han i længere tid havde været svagelig var han åndsfrisk til det sidste.

Aage Gøgsig døde på Frederikshavns Sygehus den 17. oktober 1998 i en alder af 85 år.

Han stiftede ikke selv familie og boede derfor alene. Han og broderen Gustav blevet enig med om, at de skulle ligge i et fælles gravsted når de døde, og sådan blev det. Aage, Gustav og Edith blev begravet i samme gravsted på Voer kirkegård og med en fælles gravsten.

 

Aages børn og børnebørn: Aage stiftede ikke selv familie.

Tekstforfatter: Mads Gøgsig 2021 (Kilde: Aviser og kirkebøger)

 

Sommeren 1971 – Familiebesøg hos Aage på Skagensvej 409, Jerup. Fra Venstre: Aage Reinhold Møller Nielsen-Gøgsig – Gustav Richard Nielsen-Gøgsig – Edith Nielsen-Gøgsig og Kaj Nielsen-Gøgsig

Vendsyssel Tidende 1972-12-22

Fra venstre: • Kristian Christensen, far til Ella • Gustav Gøgsig • Åge Gøgsig – her bliver han 80 år

Vendsyssel Tidende 1998-10-20

Vendsyssel Tidende 1998-10-28

 

Vendsyssel Tidende 1998-11-04_

 

Aages gravsten på Voer Kirkegård. Da Gustav og Edith Gøgsig døde, blev deres navne også tilføjet deres fælles gravsten.

 

Comments are closed.