Niels Aage & Annelise Nielsen-Gøgsig

(A19). Niels Aage Nielsen-Gøgsig (f. 6. april 1940) blev den 30. marts 1963 gift i Frederikshavn Kirke med Annelise Nielsen-Gøgsig, født Winther (f. 1. juni 1940).

Børn:

  • (A61). Allan Nielsen-Gøgsig (1969).

Levnedsbeskrivelse

Niels Aage Nielsen-Gøgsig er søn af Hans Ingeman Nielsen-Gøgsig (f. 18. april 1907) og Ingrid Marie Madsen (f. 26. maj 1917). Marie er datter af Jens Christian Jørgen Madsen og hustru Ane Kathrine Olsen ”Fuglsig Mark” øst for Hjørring. Hans og Marie blev gift søndag den 22. november 1936 i Sct. Olai Kirke i Hjørring. Da Hans og Marie tre år efter i 1939 fik muligheden for at erhverve Marias fødehjem ”Fuglsig Mark”, købte de ejendommen af Maries forældre. Hans Nielsen-Gøgsig døde i 1991, og otte år senere i juni 1999 sælger Marie ejendommen til et af børnebørnene.
Niels Aage Nielsen-Gøgsig blev født den 6. april 1940 på ”Fuglsig Mark”. Det var i begyndelsen af anden verdenskrig. Niels Aage bruger kun Aage som fornavn. Den 5. februar 1946 får Aage en lillesøster Birthe Nielsen-Gøgsig. Birthe blev også født på ”Fuglsig Mark” og var som sådan en lille efternøler, som nok blev noget forkælet.
Da Hans og Marie i 1939 købte ejendommen begyndte de efter krigens slutning at bygge om. Hans byggede ny lade, maskinhus, kostald, svinestald og selvfølgelig var stuehuset det sidste der blev bygget om. Aage og Birthe voksede op i det rod, der var, når forældrene altid skulle bygge om, men det blev gjort færdigt, og det var solidt.
Hans var en meget meget dygtig landmand, med stor hjælp af Marie og de var i det hele taget utrolig dygtige til at få det hele til at gå rundt, og fik mange præmier for veldrevet landbrug. Birthe og Aage har haft et trygt og godt hjem og aldrig gået sultne i seng. De har haft hele deres barndom på det lille husmandssted ”Fuglsig Mark”.

Det er selvfølgelig begrænset hvad Aage kan husker omkring besættelsestiden da han blev født den 6. april 1940 (et før krigsbarn).
Han husker at der var en hel del soldater der løb omkring huset, når de havde øvelse ude i marken. Han husker også at der kom en masse kolonner gående oppe på Sæbyvej. På uniformerne kunne han altid se om de var Ungarere eller Tyskere. På Sæbyvej var der også en kontrol post, hvor de blev kontrolleret når de skulle ind til Hjørring. Han husker også at der blev gravet et beskyttelsesrum over ved teglværket. Men han husker ikke at de nogensinde har været der nede på baggrund af en luftalarm.

Både Aage og Birthe kom i Bagterp centralskole. Det var en ny skole hvor børnene fra de små omegnsskoler blev samlet i en stor fælles skole. De boede rimelig tæt på skolen, og startede i første klasse og forlod skolen efter syvende klasse.
Aage havde en dejlig skoletid. Han kan huske, at han på et tidspunkt fik en fodbold i fødselsdagsgave. Det var stort den gang, så alle kammeraterne kom ud på gården for at spille fodbold på en græsmark. Det var somme tider de trådte i en kokasse.
Ud over at passe deres skolegang så havde Aage og Birthe også pligter der hjemme. De skulle hjælpe til med det daglige arbejde. Der skulle muges ud ved køerne, og de var altid med ude i marken når der skulle høstes, og køres sukkerroer hjem.
Aage kan huske at han kørte hø-riven med hest foran. Om efteråret skulle der også spredes møg, og de pløjede og harvede med hest og traktor. Hans var noget fremsynet så, de fik rimeligt tidligt en bette Volvo traktor. Den var til stor gavn.
De fik løn for at arbejde. De fik 10 øre pr. læs roer de kørte hjem, og 25 øre pr. læs møg de kørte ud på marken. På den måde var der lidt lommepenge. Det var ikke mere end de sagtens kunne overkomme.
Der var også lommepenge at tjene ved at hjælpe til med byggeriet. Aage husker at det var rundtømmer med bark på man fik til taget. Inden de kunne bruges skulle barken fjernes, så de stod og fjernede barken med afbarkningsjern. Der var mange spær. Det fik de også en skilling for. Det var dog mest Aage, der skulle hjælpe til med ombygningerne.

Aage blev konfirmeret d. 3. oktober 1954 i Sct. Olai Kirke i Hjørring.

Aage flyttede hjemme fra da han var 14 år. Hans og Marie havde aftalt med Maries søster, der var gift med en købmand i Sæby, at Aage skulle i købmandslære. De kunne godt bruge en læredreng. Så Aage tog ned til sin moster og onkel i Sæby. Her havde han sit eget bette hummer, og spiste, fik vasket tøj o.s.v. ved købmanden.
Købmandsbutikken hed Christian P. Jensens efterfølger. Den gamle Chr. P. var der endnu men det var Niels som havde overtaget den. Det var udelukkende kolonialvare der blev handlet med.
Aage var både i lære og bydreng, så han kom meget rundt i Sæby på en Long John (en ladcykel). Han husker et sted hvor det var op ad bakke hele vejen. Det var bare hårdt. En kasse øl var dengang en trækasse med 50 øl. Den var tung at flytte rundt med.
Det var sådan en gammel købmandsforretning med kaffemølle og skuffer over det hele. Det var på den tid hvor alt skulle vejes af (sukker, mel, gær, havregryn, salt o.s.v.). De fyldte sække stod oppe loftet. Når skufferne i butikken var tomme, skulle man op ad trappen for at få dem fyldt op, og ned af trappen igen. Der var rigtig mange sagogryn i sådan en skuffe, hvis man kom til at vælte den ned af trappen.!
Butikken havde egen kaffeblanding. Det var købmanden selv der stod for det, for opskriften var en hemmelighed. Det var en god kaffe. Om sommeren havde de mange Københavner turister, der kunne huske Christian P. Kaffe. De kom altid som det første for at købe kaffe.
Der var også mange landmænd der handlede hos Chr. P. Jensen. Det var som regel altid fredag aften, de skulle ind til byen. De havde æg med i store kasser, som skulle vejes og afregnes, inden de blev bakset ud i bagbutikken. Herefter skulle kunden ekspederes.
Som det var normalt på den tid, så var der selvfølgelig også et købmandssjak, der kom i bagbutikken for at få en enkelt bajer.
Aage stod i lære i 4 år. Det første år af læretiden gik han ikke i handelsskole, men de sidste tre år to-tre gange om ugen, vel at mærke efter lukketid.
Samme år som Sæby Handelsskolen havde 50 års jubilæum bestod Aage den 29. maj 1957 handelsskoleeksamen i afgangsklassen uden fremmedsprog.
Det var en dejlig tid. Sæby var en dejlig by at være ung i og Aage fik en masse gode venner. Aage var med i Sæby ungdomsklub i mange år. Ved ungdomsklubbens afslutning i 1959 fik Aage ved lodtrækning tildelt en præmie for flid og eksemplarisk opførsel.

Et halvt år efter at Aage var udlært, kom han ind som soldat ved Telegrafregimentet på Langelandskaserne i Aarhus. Der var han i 16 måneder. Han var i telefonkompagniet. Det var dengang, hvor de klatrede op i telefonmasterne med mastesko på, for at fastgøre en ny telefonledning (alle telefonmaster er for længst nedlagt i hele Danmark). Aage klatrede ingen steder, da han var chauffør på en af bilerne. Aage blev ikke befalingsmand.
I tjenesten fik Aage nogle rigtig gode kammerater. De var fire soldaterkammerater, som fortsatte venskabet, men den ene gik bort forrige år. De tre der er tilbage mødes stadig mindst en gang om året.

Da han blev hjemsendt i 1960, fik han job hos Brødrene Møller i Vrå. Det var et korn-, foderstof- og trælastfirma. Her var han indtil han flyttede til Frederikshavn.
Aage kom til Frederikshavn den 1. august 1962. Han blev ansat som almindelig lagerekspedient på Johs. Johansens Trælasthandel. Barfredsvej 87. Han kom han i gang med at arbejde lige med det samme. Det var på det tidspunkt hvor omsætningsafgiften (Omsen) blev indført, så der var noget at se til. Status med optælling af varer.

Når der skulle være fest, så tog man ofte til Kildekroen i Sæby. Det var her Aage traf Annelise Winther. Det var på hendes 17 års fødselsdag (1. juni 1957), hvor hun var ude sammen med en flok piger til bal på Kildekroen. Hun var fra Frederikshavn og arbejdede på fiskefabrikken, så de havde penge nok de tøser. Hun hedder Annelise men bruger stort set kun navnet Lise.
Aage og Annelise Winther blev gift den 30. marts 1963 i Frederikshavns kirke. Hun er datter af Muresvend Carl Johan Winther (f. 1910) og Oda Andrea Christiansen født Nielsen (f. 1915) fra Frederikshavn. Viet 30. marts 1940.
I Lises unge år arbejdede hun i ”fisken”. Da Aage og Lise blev gift i 1963 kunne man få et skattefrit år, hvis man stoppede med at arbejde. Og det gjorde Lise. Senere begyndte hun som dagplejemor og var det i nogle år. Da de fik Allan var hun hjemme til han var 10 år. Herefter arbejdede hum på plejehjem og var der i 20 år.

I modsætning til Hans og Marie som stort set boede hele deres voksenliv på samme sted, så boede Aage en del forskellige steder i Frederikshavn. I starten boede han alene i et bette værelse i et lille hus. Efter at Lise og Aage blev gift den 30. marts 1963 i Frederikshavn Kirke, flyttede de sammen. Deres bryllup blev planlagt til en aften hvor der ikke skulle afholdes bil orienteringsløb. Det var i en kælderlejlighed på Frihedsvej. Efterfølgende boede de et par andre steder, og kom så i 1973/1974 til at bo i Fælledbo som var et nyt område den gang.

Den 15. april 1969 fik Lise og Aage deres eneste barn. Han kom til at hedde Allan Nielsen Gøgsig.

I Frederikshavn var der i 1974 en ny udstykning ved navn Sindallund. Lise og Aage var interesseret i at få egen bolig og det viste sig at de kunne sidde i et nyt hus til den samme husleje, som de havde nu. Statsminister Anker Jørgensen sagde den gang: I skal bygge nu, det bliver aldrig billigere.! Så de besluttede at købe en grund (Sølund 13) og gav sig til at bygge nyt hus. Det var et Stenhøj medbyg hus de købte. De startede 1. december. Planen var at huset kunne stå færdigt på 6 uger men Aage ville gerne lave noget selv, for han havde jo adgang til billige materialer. Det gik bare ikke som forventet for i løbet af de 4 måneder de byggede steg renten fra 2 til 19 %. Alt det arbejde de selv havde udført fik de overhovedet ingenting for. De byggede i 1974/75. Og flyttede ind da det var færdigt.
De boede i huset indtil 2001, hvor de flyttede til en andelsbolig på Askekrogen 3, 9900 Frederikshavn. Her bor de stadig. Deres søn og svigerdatter har overtaget det gamle hus. Så det blev i familien.

Aage Gøgsig var med til at etablere Silvan Byggemarked på Johs. Johansens Trælasthandel. Det blev imidlertid alt for bette, så de overtog et eksisterende byggemarked på Hjørringvej og flyttede Silvan der ud. Silvan skulle åbne 3 dage før Lise og Aage havde sølvbryllup. Det var en festlig åbning af Silvan i 1988, men det var ligesom sølvbrylluppet røg lidt i baggrunden. De fik det dog fint gennemført. Aage var ansat i koncernen indtil 1992.
Som ung var Aage glad for at spille fodbold, og det fortsatte han med både i Sæby og Vrå.

Da Aage kom til Frederikshavn fik han en kammerat der var meget motorsport interesseret. De begyndte at køre bilorienteringsløb om aftenen. Det gik de vældig op i. Efter nogle år kom Aage med i motorklubben i Frederikshavn, og efter kort tid kom han i bestyrelsen.
Motorklubben havde motorbane ”Ørnedalsbanen” i Sæby. Der skulle ske noget, så hele banen blev bygget om og den blev også udvidet, så der blev der brugt rigtig mange fritimer på motorbanen.
På det tidspunkt var motorsport ikke rigtig populær så noget skulle der ske for at få gang i den. Bestyrelsen havde hørt at der i Sverige var noget de kaldte for Folkerace.
Det lød Interessant så der var nogle stykker der tog til Sverige for at se noget race. De blev hurtigt enige om at det kunne de også lave i Frederikshavn.
De havde en der i løbet af et døgn oversatte reglerne fra Svensk til Dansk. De skulle også have folk til at køre, så der blev inviterede 20 svenske kørere til Sæby. De skulle køre på Ørnedalsbanen, så de kunne demonstrere hvad det hele gik ud på. Det blev en kæmpe succes. Det var fuldkomment vildt. Det var starten på Folkerace i Danmark.
Nu skulle der uddannes folk, laves licenser o. s. v. Efter et halvt års arbejde var de klar. Umiddelbart efter blev der lavet Folkerace. Et år lavede de 7 motorløb fra 1. maj til 1. oktober på Ørnedalsbanen. Der var 100 kørere med hver gang. Folk stod i kø for at komme med.
Hele Vendsyssel var fuldkommen gale med Folkerace. Og så spredte det sig til Hobro, Ikast, Næstved og Odense. Her skulle de hjælpes i gang med at få det hele startet op. Der var godt nok fart på dengang. Lises kommentar til det var: At Aage godt nok ikke var meget hjemme dengang i starten af firserne.! Se undermappen (*Niels Aage og sporten).

Aage Gøgsig fra Hans Ingeman Nielsen-Gøgsig grenen og Kirsten Gøgsig Andersen fra Ingeborg Nielsen-Gøgsig grenen interesserede sig meget for Gøgsig slægten, så de blev enige om at det kunne være hyggeligt at samle familien. Det er indtil videre blevet til 5 familie sammenkomster både på Sæby Søbad (1994, 2006 og, 2011) og Tannishus i Tversted (2016 og 2022).

Da Aage forlod Silvan fik han i en kort periode arbejde i skibsproviantfirmaet Damsgård nede på havnen i Frederikshavn. Der var han knapt et år.
I 1993 blev der en stilling ledig som daglig leder i FFK-Centeret (Frederikshavn Firma Klubber). Her var der en kæmpe udvikling. De havde lige bygget en hal mere. Aage fik stillingen og startede der som chef.
Det var et sjovt job. Når folk fik fri, så skulle de ud og have det sjovt og så krævede det at personalet var på det rette sted. Dagen blev jo somme tider noget lang. Aage involverede sig også i en masse ting. Han var bl.a. med til at få det succesfulde ”Sjov Lørdag” til Frederikshavn. Der var virkelig gang i den der i den periode. De sidste otte år af Aages arbejdsliv var han daglig leder af FFK-Centeret.

På et tidspunkt var der nogle udbrydere fra den eksisterende floorball klub der spurgte om de ikke måtte være en del af firmaklubberne. Det kunne da godt lade sig gøre, så FFK fik nu også en floorball klub. Da Aage gik på efterløn blev han mere involveret og blev formand for floorballklubben FC Outlaws. Senere flyttede klubben ud af firmaklubberne og ned i den nye Arena Nord.
I 2012 var der lidt dårlig økonomi i de to floorballklubber i byen, så man ville gerne slå dem sammen. Det var anledningen til at Aage holdt en pause som formand. Han havde sådan set været med til at starte den ene af klubberne, så han ønskede ikke at være med til at lave den sammenlægning.
Der blev lavet en ny klub – Frederikshavn Blackhawks – i 2012. Men der gik ikke mere end et par år før der var en der ringede og spurgte om Aage ikke kunne hjælpe. Det var ok med Aage, og han er stadig turneringsansvarlig, men udenfor bestyrelse og sådan noget.

Aage havde travlt på FFK-Centeret, og Lise havde et hårdt job på plejehjemmet. Selv om de var friske og raske så valgte de begge at indbetale til efterløn, og gå på efterløn når de blev 60 år. De gik på efterløn i 2000 og Aage begyndte at spille golf.

Da Aage havde spillet golf i nogle år, var der ønske om at lave nogle ændringer i seniorgruppen, hvor Aage spillede mest. Dengang spillede man kun ni huller. Den gamle formand var gået af, så de manglede en ny formand. Aage fik formandsposten på den betingelse at de fremover spillede fuld bane (18 huller), og blandede spillerne hver mandag. De har vældig gang i seniorgolferne. De er en 70-80 stykker der mødes hver mandag formiddag. Det er meget afvekslende og de spiller tit i Sindal.

I 2010 havde Aage 70 års fødselsdag, og det blev behørigt omtalt i Nordjysk Stiftstidende den 6. april 2010.

På Frederikshavn Idrætsamvirkes generalforsamling d. 9. april 2018 i Arena Nord blev Aage Gøgsig fra Blackhawks tildelt Årets Idrætspris.

Aage har haft 80 års fødselsdag – omtalt i nordjyske.

Aage havde den glæde at blive udnævnt til Årets Bedste Lederpræstation 2022 i Frederikshavn. Det var en stor ære.

Da Corona krisen forhindrede Aage og Annelise i at fejre deres 80-års fødselsdag, så valgte de i stedet at fejr deres Diamantbryllupsdag den 30. marts 2023. Den blev fejret i Bistroen i Golfklubben sammen med familien og nære venner.

Aages og Annelises børn og børnebørn:
• Allan Nielsen-Gøgsig (f. 15. april 1969) blev gift d. 01. juli 2000 med Bethina Bagh Pedersen (f. 13. august 1970). Allan og Bethina har 3 børn. Cecilie Bagh Nielsen-Gøgsig (f. 08. februar 1997)gift med Rasmus i2024. Amalie Bagh Nielsen-Gøgsig (f. 03. marts 1999) og William Bagh Nielsen-Gøgsig (f. 25. september 2001) bor sammen med Sofie. Mellemnavnet de bærer, er efter Bethina, som er ud af Bagh-slægten i Skagen.

Niels Aage Nielsen-Gøgsig blev født d. 6. april 1940 i Gården “Fuglsig Mark”

Niels Aage Nielsen-Gøgsig blev konfirmeret d. 3. oktober 1954.

Birthe og Aage voksede op på gården “Fuglsig Mark” øst for Hjørring.

Aages barnedåb 23. juni 1940

Niels Aage Nielsen-Gøgsig, Fuglsig Mark hos fotograf Franz Christensen i Hjørring den 25. november 1942.

Birthe og Aage hjælper til med høet.

Aage som konfirmand d. 3. oktober 1954

Aage Gøgsig

Aalborg Stiftstidende 1957-07-15.

Vendsyssel Tidende 1957-5-29 Aage fik flidspræmie

1959-03-25_Frederikshavns_Avis Aage Gøgsig – Sæby Ungdomsklub

Frederikshavns Avis 27. september 1964.

Frederikshavns Avis 1975-10-27.

Vendsyssel Tidende 1972

I 2016 deltog Birthe Nielsen (f. Nielsen-Gøgsig), Jens Erik Nielsen, Niels Aage Nielsen-Gøgsig og Annelise Nielsen-Gøgsig (f. Winther) i Gøgsig sammenkomsten på badehotellet Tannishus i Tversted.

Annelise og Aages søn Allan med kone og tre børn. Fra venstre: Bethina, Cecilie (f. 1997), William (f. 2001), Amalie (f. 1999) og Allan.

Skærmbillede 196

Skærmbillede 197a

2010-4-6 Nordjysk Stiftstidende – Aage Gøgsig – 70 år

Aage Gøgsig 0001 jpg

Comments are closed.