Theodor – personbeskrivelse

(I00). Theodor Mauri Nikolaj Nielsen (f. 29. april 1891 på St. Gøgsig – d. 11. september 1927 i Ebeltoft) blev den 10. maj 1923 gift i Mariager Kirke med Karen Margrethe Söegaard Grandjean (f. 15. april 1902 i Den kongelige Fødselsstiftelse Kbh.- d. 12. april 1982 i Ebeltoft).

Navneændring: Theodor Mauri Nikolai Nielsen fik den 18. marts 1920 kgl. bevilling på navnet Theodor Maurid Nicolai Nielsen-Gøgsig (VA 357/1920). Han var på det tidspunkt 29 år gammel. Theodor blev gift efter 1920, så Karen Margrethe fik automatisk efternavnet Nielsen-Gøgsig.

Sammen fik de 3 børn:

1. Else Marie Nielsen-Gøgsig (gift Jensen) (f.1924).
2. Kaja Nielsen-Gøgsig (gift Nielsen) (f.1926).
3. Dora Nielsen-Gøgsig (gift Jakobsen) (f.1927).

Theodor Nielsen-Gøgsig & Karen Söegaard Grandjean

Til den yngste halvdel af Gøgsigbørneflokken hørte undertegnedes morfader, Theodor Manri Nikolaj Nielsen-Gøgsig (1891-1927). Da storebroderen Otto havde prøvet den nye mejerivej af, sendtes også unge Theodor ud ad samme løbebane. Efter en almindelig sund skepsis i begyndelsen var mejeridriften nu slået så sikkert an, at man ikke alene anså mejeribranchen for et sikkert og perspektivrigt valg for landbrugets stolte sønner; økonomisk og socialt begyndte mejeribestyrerne ligefrem at overhale mange af gårdejerne indenom. Som udlært mejerist fik Th. Gøgsig, som han gerne underskrev sig, job flere steder, bl.a. på Vedbæk Mejeri ved Hobro og muligvis også Assens Mejeri nær Mariager omkring 1912-13.

Under 1. Verdenskrig – formentlig omkring 1915 – kom Theodor til Holstebro som mejerist på Sønderland Mejeri, hvor broderen Otto var forpagter. Under krigen købte storebroderen mejeriet og byggede det om, men døde endnu inden det stod færdigt. Theodor trådte nu ind som den styrende kraft på Sønderland og opnåede derved en bestyrerpost i ret ung alder, blot 25 år gammel. Mejeribranchen led ellers drøjt under krigen på grund af den store eksportafhængighed af Tyskland.

Omkring 1923-24 forlod Theodor Nielsen-Gøgsig Holstebro, da han fik tilbudt en stilling som bestyrer på Skærsø Fællesmejeri ved Ebeltoft på Mols. Mejeriet var en del af herregården Skærsø og oprindeligt at betegne som et herregårdsmejeri, men i de senere år havde andelsbevægelsen sat sig tungt også på mejeribranchen, hvorfor de private mejerier gik sammen i kæder, de såkaldte fællesmejerier. At den unge mejerist Gøgsig gerne rejste helt ned til Mols for at drive sin gerning kan måske bl.a. skyldes, at både smørret og osten fra Ebeltoftegnen længe havde været kendt for at være det bedste i miles omkreds.[1] I denne tid mødte Theodor – uvist hvor og hvordan – den 11 år yngre Karen Margrethe Söegaard Grandjean (1902-82; datter af Marie Jensen Söegaard og Carl Grandjean), som gik på husholdningsskole – vistnok i Silkeborg. Parret blev viet i Karens hjemegn i Mariager Kirke i 1923.

Nok var unge Theodor Gøgsig mejeribestyrer, men mejeriet i Skærsø hørte absolut ikke blandt de største med sine blot 9 leverandører og 300 køer, samt en årlig mælkemængde på omkring ½ million kg. Både politisk og omgangsmæssigt stod mejeribestyreren også gårdejerne nærmest; ofte var mejerierne faktisk mere venstretilhængere end mange af gårdene. Sammen med kirken udgjorde mejeriet i begyndelsen af 1900-tallet sognets centrum, hvilket gjorde mejeribestyreren til en betydningsfuld og velanset mand.

Antallet af mejerier steg fortsat længe efter krigen, men allerede i 1920’erne begyndte rationaliseringsbehovet at melde sig, da alt for mange små mejerier lå for tæt og var alt for urentable. Skærsø Fællesmejeris drift og økonomi var imidlertid så god, at det kunne overleve; en klar cadeau til bestyrer Gøgsig. Alligevel stoppede Theodor sin karriere som mejeribestyrer, uvist hvorfor.

Istedet rejste Theodor og Karen ind til Ebeltoft og købte landejendommen Søskue, et godt og sundt bol, hvilket vil sige en lille (halv)gård, akkurat så stor, at en familie kunne leve deraf. Driften blev delt op på egentlig landbrug, som Theodor tog sig af, samt et større hønseri, som var Karens domæne. Det synes at have gået godt og alt så stadig lovende ud for de to unge, der nu også blev til en rigtig familie. Tre døtre blev det til: Else (f.1924), Kaja (f.1926) og Dora (f.1927).

Men idyllen og de positive udsigter vendte sig nu brat. Theodors helbred havde været plaget af lungebetændelse. Og en dag i september, ganske få dage efter Doras fødsel, var en af gårdens køer kommet på gale veje og var rendt ind på naboens kornmark. Nu var det ikke første gang, at det var sket. Og sidst havde naboen taget vældig på vej og skældt den ellers så godmodige og retskafne Theodor al hæder og ære fra. Derfor røg han nu hastigt ud af døren, da han opdagede balladen. I stor fart løb han efter det formastelige kreatur og fik det da også indhentet, uden at naboen nåede at opdage det. Men da Theodor pustende kom tilbage til huset og satte sig ved køkkenbordet, havde han det ikke godt; snart fik han det så skidt, at han indlagdes på Ebeltoft Sygehus, hvor han døde få dage efter, blot 36 år gammel.

Tragedien var selvsagt overvældende for den 25-årige enke, der også blev økonomisk ramt af affæren. Søskue gik kort efter ned og et forsøg med en købmandsbutik slog ligeledes fejl efter et par år. Den fader- og pengeløse familie måtte da flytte ind til Ebeltoft by, hvor Karen ernærede sig selv og børnene som vaskekone, syerske og lignende. Karen forblev i Ebeltoft, hvor hun senere giftedes påny. Her døde hun i 1982, få dage før sin 80 års fødselsdag.

Tekstforfatter: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (Slægtsskriftet om Gøgsig 3. udgave 2007).

[1] Kilde: Professor Begtrups skildring af husdyrproduktionen i Randers Amt omkring år 1800, jf. “Glimt fra Jordbrugets Historie”, kapitel af Magnus Andersen i ‘Randers Amt – hjemstavnsbog’ 1939.

Udvalgte foto og udklip der understøtter Johnny Grandjean Gøgsig Jacobsens personbeskrivelse af Theodor & Karen.

Karen forblev i Ebeltoft, hvor hun senere blev gift på ny.

Karen døde i Ebeltoft i 1982, få dage før sin 80 års fødselsdag.