“Slægtsskrift om Gøgsig”.

af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

 

Ifølge familietraditionen skulle det være en unavngiven kvinde af den senere Gøgsigfamilie, der fandt på navnet “Gøgsig” engang i slutningen af 1800-tallet. Denne historie kan dog ikke være helt korrekt, om end bemeldte kvinde meget vel kan have fået idéen til at genoptage brugen af navnet, som på dette tidspunkt til dels var ved at gå i glemmebogen. Navnet Gøgsig er imidlertid betydeligt ældre. Der er tale om et gammelt stednavn, gårdnavn og slægtsnavn, der formentlig er opstået i nævnte rækkefølge: først som stednavn for et særligt markområde, senere for bebyggelserne opført på stedet og sidst som slægts- og tilnavn for de personer, der beboede gårdene. Navnets tidligste oprindelse strækker sig mere end 385 år tilbage i tiden og kendes første gang fra 1621.

Gøgsig : Stednavnet, området og gårdene

Gøgsig er et stednavn hjemmehørende i Vendsyssel, dér omkring hvor landet begynder at snævre sig ind til Skagens Horn.

Kort over Vendsyssel med udpegning af Gøgsiggårdenes beliggenhed, der faktisk ligger præcis hvor vejnummeret [597] er indsat. © Folia a/s, Kortbogen Nordjyllands amt, 8. udgave 2006, s. 9.

 

Navnets mere præcise hjemegn er grænselandet mellem de gamle kirkesogne Tversted og Raabjerg, hvilket i dag ligeledes udgør grænsen mellem de nye storkommuner Hjørring og Frederikshavn. Fra gammel tid var “Gøgsiglandet” et øde og ufrugtbart klitlandskab. Områdets eneste gamle landsby med rødder tilbage til middelalderen var Raabjerg, der imidlertid måtte opgives i 1600-tallet på grund af sandflugt, så kun kirken siden da har ligget ensomt tilbage. I nabosognet Tversted lå landsbyerne alle i den vestlige halvdel, mens den nordøstlige del af sognet frem til nyere tid kun har været beboet af enegårde. Faktisk er det oprindelige Gøgsigland i dag ubeboet og til dels dækket af sandklitter, idet de første bebyggelser lå længere mod nord end de gør i dag, indtil sandflugten også tvang dem til at flytte sydover i perioden 1650-1750. Men ligesom nissen, så flyttede navnet altså med.

Nutidigt kort over området Gøgsig Mark nordvest for den drænede Gårdbo Sø. Den oprindelige Gøgsiggård menes at have ligget oppe i kortets øverste kant, muligvis et sted under Simon Skrivers Klit. Også områdets øvrige bebyggelser (Skram, Horsnab, Slynge og Tuen) lå oprindeligt oppe i det nuværende klitland.  © KMS (1:50.000).

 

Stednavnene Gøgsig og Skram

Ved middelalderens slutning fandtes kun én gård af betydning i området, Horsnab, som gav navn til hele området: Horsnab Fang. Dengang var det meget anvendt, at marker og agre, der hørte til de enkelte landsbyer eller større enegårde, hver især havde et navn. Og blandt de marknavne, som hørte til Horsnab, har der efter al sandsynlighed bl.a. været at finde et Giøgsiig og et Schram. Når også ‘Skram’ har interesse i denne sammenhæng, skyldes det, at de to gårdnavne har været anvendt på skift for de samme bebyggelser op gennem tiden – desværre med nogen forvirring til følge for eftertidens slægtshistorikere

 

Gøgsig kan navnemæssigt opdeles i forleddet Gøg– og efterleddet –sig. Ordet “sig” kommer af det gammeldanske ord sik, der også kendes fra norske og svenske dialekter. Det er en terrænmæssig betegnelse for en mindre lavning, der i perioder er fyldt med vand. Herhjemme kendes ordet især i Vest- og Nordjylland. Ifølge “Vendsysselsk ordbog” er en sig betegnelsen på en lille fugtig og ofte sur plet på marken, heden eller engen, hvor der kan ikke mindst i vinterhalvåret kan stå blankt vand. Især er ordet som stednavn knyttet til fugtige lavninger mellem bakker eller klitter.[1] Betegnelsen skulle oprindeligt stamme fra, at en sig betød en lille drik: »Der var ikke en sig i kruset.«[2]

Som stednavneendelse går -sig tilbage til middelalderen, hvor den ældst kendte skriftform -siick kendes fra anden halvdel af 1200-tallet. Fra senmiddelalderen kendes former som –sighe, –sig og –sich, hvilket i 1500- og 1600-tallet er blevet til -sig og –siig. Den mest almindelige nutidige form er -sig, men i flere tilfælde er endelsen med tiden blevet ændret til ukendelighed; f.eks. det sønderjyske Ødis (af Øthesiick). Forleddet i sig-navne sigter så godt som altid til et naturforhold, f.eks. terræn, jordbundsforhold, bevoksning eller vådbundsforhold. I ganske mange tilfælde er forleddet et dyrenavn, men også ord der fortæller noget om beliggenheden i forhold til andre sige eller bebyggelser kendes (f.eks. Søndersig og “Ødesig” (=Ødis)). Der kendes derimod ingen eksempler på personnavneforled eller betegnelser på bebyggelser som forled i sig-navne, hvilket støtter opfattelsen af, at sig-navne oprindeligt har været naturnavne, formentlig primært marknavne, som i nogle tilfælde er blevet overført på senere opførte bebyggelser. I usammensat form optræder Sig som stednavn flere steder i Vestjylland. I Thy er stednavnet Sigum en flertalsform af samme ord. Endelig kan diverse former af bebyggelses- og marknavnet Sejet være afledt af ordets bestemte form “siget”.[3]

Forleddet i stednavnet Gøgsig er fuglenavnet gøg. Også flere andre -sig navne i Vendsyssel er opkaldt efter fugle såsom Vibsig og Fuglsig. Man kan forestille sig, at sådanne navne generelt er opstået ved, at de vandfyldte lavninger har tiltrukket fugle – om end gøgen næppe kan forventes at have haft nogen særlig forkærlighed for fugtige engjorder. Snarere har der her ligget et krat, hvorfra gøgen har ladet sin karakteristiske røst høre. At der har eksisteret gøge på datidens Horsnabmarker er ganske sandsynligt. Så sent som i 1870’erne kunne den lokalboende A.P. Gaardboe i sine beskrivelser af Raabjerg og Tversted Sogne berette, at »Også denne vilde og golde Egn oplives i Forsommeren af Gjøgens, Cuculus Canorus, Sang.«[4] – og set med en gøgs øjne, var forholdene i Horsnab Fang tilbage i 1600-tallet næppe ringere end i sidste halvdel af det 19. århundrede, snarere tværtimod. I det nordvestlige Vendsyssel skulle den gamle udtale af ordet “gøg” i øvrigt have været [djy’g], mens udtalen af “sig” var [si’g], hvorved den samlede oprindelige udtaleform af Gøgsig må have været [djy’g-si’g].[5]

 

Skram kan betyde en forhøjning i terrænet, evt. bestående af mager sandjord. Således kan navnet muligvis føres tilbage til en olddansk ordsammensætning [skra-heim], der netop kan oversættes til “en tør/mager bebyggelse”.[6]

 

Det oprindelige Gøgsigland og de første bebyggelser

Det nordlige Vendsyssel var i fordums tid et skovklædt landskab, hvor bøgeskov og egekrat dominerede. Med tiden blev store områder oversvømmet, ja faktisk dannede de lavereliggende egne en kæmpe fjord, som omdannedes til et søland efterhånden som den nørrejyske landhævning tog til. Jo mere landet hævedes, des flere søer tørrede ud til heder og moser, hvor der på den gamle oversvømmede skovbund dannedes et fortrinligt tørvelag. Tilbage blev med tiden kun Vendsyssels største sø, Gårdbo Sø, der nu også er tørlagt – til dels ved menneskelig fremskynding.[7] I dette land lå Tversted Sogn langs Tannisbugten mellem Uggerby Å i vest og Gårdbo Sø i øst. Sognet var således opdelt, at de tre landsbyer (Øster Tversted, Vester Tversted og Tversted Terp) alle lå i den vestlige halvdel. Den næsten ubeboede østlige del bestod primært af eng-, mose- og klitstrækninger. Denne halvdel var yderligere opdelt i to “kvarter”, hvor den sydligste omfattede Sørig Mose og jorderne til herregården Elkjær/Nørre Elkær.

Horsnab Fang omfattede hele den nordøstlige del af sognet mellem Flodbæk og Gårdbo Sø. Denne øde og decentrale del af sognet havde ingen landsbyer, men beboedes kun af enegårde og små gårdsamfund. Frem til midten af 1500-tallet har der formentlig kun eksisteret én gård af betydning, nemlig Horsnab, som således også gav navn til området. Den gamle Horsnabgård lå selv kun akkurat lige inden for fangets grænser, hvor Vesterklit ligger i dag, tæt ved Flodbæk og landsbyerne omkring Tversted Kirke. Markerne Gøgsig og Skram udgjorde sandsynligvis nogle af gårdens fjernestliggende jorder, 4-5 km mod øst oppe ved grænsen til Raabjerg Sogn og Gårdbo Sø søen – et område, der endnu i dag kendes som Gøgsig Mark.

Kort over 1800-tallets Horsnab Fang i det nordøstlige Tversted Sogn. Egen tilvirkning efter forskellige gamle kort og lokale oplysninger.

 

Fra midten af 1500-tallet tog befolkningstilvæksten til og overalt skød nye bebyggelser op. Også på Horsnabs jorder, hvor en række gårde, bol og huse byggedes omkring 1550-70. “Bol” var betegnelsen på en lille landejendom, der var mindre end en “gård”, men anvendelsen og definitionen af de forskellige gårdtypebetegnelser er generelt ret tilfældig. De nye bebyggelser kunne med fordel anlægges ude på de marginale jorder, hvor beboerne så passede de omliggende marker for bonden på Horsnab og dennes herskab. Eftersom området lå i sognets allerøstligste ende, kom disse nybyggere snart til at hedde Østerboerne i folkemunde.

Mens fangets beboelse i dag er koncentreret omkring landsbyen Tuen og gårdene i dennes nordlige og østlige udkant, lå den oprindeligt et stykke længere mod nord og vest, helt oppe ved grænsen til Raabjerg; en grænse, som er identisk med den nuværende kommunegrænse. Som nævnt var grundvandstanden dengang væsentligt højere end nu, og Gårdbo Sø bredte sig et stykke ind i sognet fra øst, ligesom mange lavtliggende områder var alt for sumpede til opdyrkning og beboelse. Derfor lå de få gårde og huse oppe i sognets nordøstligste hjørne, der formentlig var mere kuperet end resten af området. De små enegårde tog navn efter de markområder, hvorpå de blev opført. I en præsteindberetning fra 1568-71 nævnes første gang gården Skram, der ligesom gården Tuen oplyses at være blevet bygget på Horsnabs jord. I samme selskab træffes desuden et bol ved navn Slynge. I forbindelse med Skram nævnes endvidere et unavngivent bol, der meget vel kan være det første Gøgsigsted. Schram nævnes igen i en præsteindberetning fra 1625, hvor det desuden berettes, at gården ligger ved et kær, altså en lille (forlængst forsvunden) sø, der formentlig har haft forbindelse nordover ud til bugten gennem en lille bæk.[8]

Betegnelsen “fang” anvendes i gammel tid ofte som betegnelse på et område, der i ejendomsmæssig og retslig henseende hører til en herregård. Jeg har imidlertid ikke kunnet finde nogle indikationer på, at Horsnab nogen sinde har været en herregård. Da vor historie tager sin begyndelse omkring 1570 drives Horsnab i hvert fald af en bonde, der selv fæster til herskabet på Asdal; en herregård i Tversteds vestlige nabosogn Uggerby. Men selvom de nye gårde og bol blev opført på Horsnabs – og dermed Asdals – jord, kom de ikke alle under denne herregård. Således indgik Skramgården og det mulige Gøgsigbol i fæstegodset hørende til herregården Baggesvogn, der ligger mellem Bindslev og Hjørring. Denne herregård var ligesom Asdal i Bannerslægtens eje, hvorfor forskellen i ejendomsforholdet formodentlig skyldes et internt arve- eller mageskifte. Med så lang vej imellem de adelige ejeres hovedgårde og deres fæstere i Horsnab Fang, må man formode – og håbe på – at  hoveritjenesten på hovedgårdenes jorder da har været begrænset.

 

Den første konkrete omtale af navnet Gøgsig er fra 1621. Gøgsig var da navnet på et bolsted, som indgik i menigheden til Raabjerg Kirke. Dette år havde kirken indkøbt nye stole og disse skulle fordeles blandt menighedens gård-, bols- og husmænd. Herfra kendes både et Gøgsig og et Skram, hvor sidstnævnte fortsat gjaldt en gård.[9] Det kan umiddelbart undre, at beboerne på Gøgsig og Skram – såvel som de øvrige østerboere – står opført blandt Raabjerg Kirkes proselytter i 1621, når Horsnab Fang retteligt hørte ind under Tversted Sogn og dermed Tversted Kirke. Forklaringen må være en kirkelig dispensation givet til de fjerntboende sognebørn, som havde betydeligt kortere og lettere vej til Raabjerg Kirke end til deres egen; den nuværende kirke i Sørig blev først bygget langt senere. Denne opfattelse støttes af en indberetning fra 1553 fra pastoren i Tversted, som netop skriver, at bønderne i Gårdbo Mark, som bor ved stranden, har 2 mil til kirken i Tversted og kun ½ mil til Raabjerg Kirke, hvorfor de tillades at søge kirken i Raabjerg. Hvad han mener med “Gårdbo Mark” er lidt usikkert, men der kan næsten kun være tale om et ældre navn for Horsnab Fang. En omvendt ordning gjaldt for de brave folk nede i Gårdbo Birk, syd for Gårdbo Sø, som havde lov at anvende kirken i Tversted, selvom de egentlig hørte til Raabjerg Sogn.[10]

Den pastorale dispensation fra kirkegangen til Tversted var dog ikke mere udtalt, end at pastor Nathanael Pedersen (der tjente sognene Tversted, Bindslev og Uggerby) i en præsteindberetning fra 1638 talte Østerboerne med som en naturlig del af Tversted Sogn. Han kunne således meddele, at sognet foruden adelsgården Elkier talte tre byer, Vester Tuersted, Øster Tuersted og Terpet, samt tre »..eenstedgaarde: Giøgsiig, Horsnab, Slynge oc en liden bygsted heeder Tuen.«[11] I 1638 regnedes Gøgsig altså for en gård på lige fod med Horsnab og Slynge, mens Tuen blot var et “liden bygsted” og Skram her slet ikke nævnes.

 

Næste gang vi hører om både Skram og Gøgsig er ved matriklen i 1662. Om gården Sckram oplyser matriklen, at den betalte “en fjerding smør” i landgilde (dvs. datidens husleje) og at den årligt såede 1 tønde land rug, 8 skæpper byg og 4 skæpper havre, hvilket angiver størrelsen og brugen af det tilknyttede jordareal. På den baggrund blev Skramgården takseret til 3 tønder hartkorn.[12] Giøgsig var i 1662 både navnet på en gård og et gadehus, hvilket støtter teorien om, at Gøgsignavnet oprindeligt brugtes om et markområde, som alle senere opførte bygninger på det pågældende sted fik navn efter. Om gården fortælles, at den skyldte 3 pund smør i landgilde og havde 4 tønder udsæd ligeligt fordelt på rug og byg. Samlet blev Gøgsiggården takseret til 2 tønder hartkorn. Dermed er gårdene Skram og Gøgsig størrelsesmæssigt ganske repræsentative for sognets fæstegårde anno 1662, idet langt de fleste bebyggelser i Tversted Sogn blev takseret i niveauet 2-3 tønder hartkorn. Det er i øvrigt interessant at mærke sig, at selvom Skram blev hartkornstakseret 50% højere end Gøgsig­gården, så var Gøgsig noteret for et større agerareal. Dette må umiddelbart indikere, at Skram havde bedre adgang til enge og græsningsoverdrev end Gøgsig. Begge gårdes store afhængighed af husdyrbrug fremgår desuden af, at hele deres landgilde blev erlagt i smør. Det lille gadehus Gøgsig betalte derimod sin landgilde ved at gøre “ugedage”, hvilket betød, at husmanden en eller flere dage om ugen måtte udføre hoveriarbejde på hovedgårdens egne jorder.

Både for Skram og de to Gøgsigsteder gælder det endvidere, at de i 1662 ikke længere hørte under Baggesvogn. En gang mellem 1570 og 1662 var stederne overgået til herregården Bøgsted i Astrup Sogn mellem Sindal og Hjørring. Som så mange andre herregårde begyndte Baggesvogn i denne tid at samle sit bøndergods omkring sig for bedre at kunne udnytte hoveriet til driften af hovedgårdens jord. I 1615 købte fruen på godset nogle skovpartier i Sindal af Ulrik Sandberg på Bøgsted, og måske skiftede Gøgsigstederne ved samme lejlighed ejerskab i modsat retning. Ejerskiftet kan også være sket i 1635, da Baggesvogn med gård og gods solgtes til slægten Sandberg, der som nævnt også besad Bøgsted og i denne forbindelse sikkert har foretaget et indbyrdes mageskifte af tilhørende bøndergods hovedgårdene imellem.[13]

 

Gøgsigstederne ved Matriklen 1688 og flugten fra sandet

En snes år efter Matriklen 1662 skulle kongerigets jorder og ejendomme atter registreres og skattelignes, hvilket skete ved de såkaldte taksationsforretninger af 1682-83, som lå til grund for Matriklen 1688. Hvor den gamle matrikulering var baseret på oplysninger om de enkelte gårdes landgilde og udsædsmængde, så udgjorde den nye matrikel et ganske ambitiøst projekt, idet samtlige gårdes tilhørende jordarealer skulle opmåles og boniteres. Som ved den første matrikel endte bedømmelsen ud i en standardiseret hartkornssats, som rentekammeret kunne påligne skatten ud fra – i første omgang en sletdaler pr. tønde hartkorn om året.

Gården Skram blev ved den nye matrikel opskrevet fra 3 tdr. hartkorn til lidt over 3 tønder. Det skal næppe tolkes således, at gården i mellemtiden var blevet større eller bedre, men blot at den fik skatten opskrevet. Et af den nye matrikels mål var da også at bringe flere kroner i den slunkne statskasse, og ikke mindst i Jylland og i områder orienteret på græsningsbrug måtte mange fæstebønder se deres hartkorn og dermed skat sat en del op. For gården eller bolet Gøgsig var sagen lidt mere kompliceret. Den gamle gård var i mellemtiden blevet opdelt i to halvgårde, Vester Giøgsig og Øster Giøgsig, der tilsammen havde 2½ tønder hartkorn efter den gamle matrikel. Ved den nye matrikel blev der imidlertid ændret i Gøgsigstedernes hartkornstaksering: Vester Gøgsig blev sat til knap 2½ tønder, mens Øster Gøgsig kunne nøjes med godt 2 tdr. hartkorn. Samlet steg Gøgsig således fra 2½ tdr. til over 4½ tdr. hartkorn. Eftersom gadehuset Gøgsig ikke længere omtales, kan man formode, at det er blevet indlemmet i en af halvgårdene – eller at huset måske simpelthen har fået så meget jord, at det nu regnedes for en lille gård? Ejermæssigt hørte både Skram og Gøgsigstederne fortsat under herregården Bøgsted.

 

Optegnelserne fra 1683 rummer endnu en interessant oplysning om Gøgsiglandet. Om gården Skram nævnes det således, at den “nu var uden for sandfare”. Dette skal formentlig forstås sådan, at gården på dette tidspunkt var flyttet til en ny beliggenhed, og så vidt vi kan gennemskue den lidt forvirrende navneskiftehistorie, så var Skram flyttet til det sted, hvor gården Store Gøgsig ligger i dag. Eller sagt på en anden måde: Skram anno 1683 er identisk med Store Gøgsig anno 2007. Inden vi prøver at hitte rede i den omskiftelige navnehistorie, er det rimeligt at vende blikket imod det betydeligt større problem med sandet.

Fra omkring starten af 1500-tallet begyndte flyvesandet sin erobring af Jyllands nordligste spids. Tørlagt sand blev taget af vinden og bragt ind vestfra over de kystnære landområder, hvor marker og græsgange sandede til og kunne forsvinde over en nat, så både høst og græsnings­muligheder var tabte. Den lette og tørre sandede jord var i forvejen ikke for velegnet til agerbrug, da man selv med en stor tilførsel af gødning kun kunne høste et beskedent udbytte. Planteavl måtte nu mange steder reelt helt opgives, hvorpå eksistensen alene afhang af fiskeri og kvægavl. Jysk kvæg var endnu en eftertragtet importvare i Tyskland, og hø til foder kunne høstes i engene, bl.a.  i Sørig Enge mellem Sørig Mose og Gårdbo Sø. Desuden ernærede man sig ved at grave tørv, der ofte skulle hentes fra dybt under sandet og som især blev solgt til befolkningen i Skagen.[14] Efterhånden kunne end ikke veje og bebyggelser holdes fri af sandets invasion, så huse, gårde og mindre byer måtte flyttes og genopbygges i mere sikre og sandfri områder, gerne mod øst eller syd.

Blandt de hårdest ramte områder var Gøgsiglandet i den nordlige del af Horsnab Fang. En af de første alarmerende meldinger kom fra præsten i Tversted, der havde jord fordelt over hele sognet, men i 1625 måtte han konstatere, at store dele af præstegårdens jord var fordærvet af sand, bl.a. »..to agre østen for kæret ved Schram.« Hans kollega i Raabjerg Sogn kunne samme år meddele, at i Raabjerg By, som lå ganske nær de gamle Gøgsigsteder, blev huse og jord hvert år ødelagt af sandløb. Der fandtes ingen i sognet, som alene kunne ernære sig ved landbrug, de måtte også ty til fiskeri – et fiskeri, der i længere tid havde slået fejl. Mange var så forarmede, at de hverken kunne betale tiende eller landgilde, og flere var rømt fra hus og hjem til betlergang.[15] I 1657 var gårdmænd i Raabjerg Sogn indkaldt for herredstinget for at aflægge rapport over sandflugten, hvorimellem også taltes bonden på Skram. Året før var der på samme måde optaget tingsvidne om, at sandflugt havde ødelagt størstedelen af Horsnabs ager og eng, og sandet trængte sig ind på husene, så beboerne ikke kunne betale deres forskellige afgifter. Selv vandløbene havde i 1661 ændret løb, så et nyt skel om Horsnab Fang måtte opmåles.[16] Da kongens kommissærer var ude at besigtige forholdene i forbindelse med matrikuleringen i 1683, kunne de komme med følgende fortvivlende rapport fra Raabjerg Sogn, som uden tvivl også er dækkende for forholdene på den anden side af sognegrænsen i Gøgsiglandet: »Det ganske Sogn har lidt stor Skade af Sandflugt, hvorved Beboerne ere geraadne i stor Armod, og maatte Boligerne kvittere, hvis ikke Gud gav dem nogen Velsignelse af Havet, hvoraf de dem maa nære og opholde.«[17]

Efterhånden stod også selve bygningerne i Horsnab Fang under trussel om at blive dækket af sand, og bonden på Skram var tilsyneladende én af de første af Østerboerne til at tage beslutningen om at flytte hele gården sydover til mere sikre områder på de højtliggende engrimmer ved nordvestbredden af Gårdbo Sø. I de følgende årtier fulgte hovedparten af områdets øvrige gårde og bol Skrambondens eksempel. Den gamle Horsnabgård og det lille bol Øster Gøgsig blev muligvis opgivet, men Vester Gøgsig flyttede sydpå til egnen mellem det nuværende Horsnab og Østerskov, ca. 2 km vest for Skramgårdens nye sted. Gården fik jord i den vestlige del af Simon Skrivers Klit og området syd herfor. Det nye vestlige Gøgsigsted kom med tiden til at hedde Lille Skram, mens det gamle Skram ændrede navn til Giøgsig og siden Store Skram. Og da Store Skram så i nyere tid blev omdøbt til Gjøgsig (det nuværende Store Gøgsig), kunne Lille Skram herefter kalde sig Skram. Om alle disse navneskift havde andet formål end at forvirre eftertiden, kan man kun gisne om: nogen reel forklaring kendes ikke.

Selvom selve bygningerne nu stod bedre beskyttet imod sandflugten, så var Horsnab Fang fortsat bestemt ikke det letteste sted i kongeriget at friste tilværelsen. I en rejse­beskrivelse fra 1763 beskriver Det Mineralogiske Selskabs udsending det således, da han passerer Gøgsig Mark på grænsen mellem Raabjerg og Tversted sogne: »Efter 4 mils Kørsel langs med Stranden, faldt Vejen tvært op igennem Klitterne til Tversted Sogn og By. Dette Sogn er og meget medtaget af Flyvesandet, som dagligt tiltager, uden at nogen søger at forhindre det. Sandet flyver, som det kunne være Rendefog, ind på deres med Korn besåede Marker, som for mig var et ynkeligt Syn at se.«[18] Knap 30 år tidligere havde Vendsyssels amtsforvalter afgivet en lignende vurdering af områdets tilstand: »Ejendommene er af en meget ringe Beskaffenhed, da det mange Gange af Sandflugten er bleven overlagt, dessen Aarsag Jorden hart ved (:næsten) befindes utjenlig til Sædeland. Hede, Moser, Kjær og Enge er af lidet og af ringe Godhed; men bemeldte Hede, Kjær og Moser ere meget doppered (:sumpede) og våde, item Græsset, som derpaa voxer, mager, saa de faa Creaturer, Birkets Beboere har, knap kan føde sig derpaa.« Og selvom forholdene blev bedre, da Gøgsigstederne fik sit nye centrum ved nordbredden af Gårdbo Sø, var dette dog langt fra heller et agronomisk slaraffenland: »Engene, som ligger ved Gaardbo Sø, ere meget vaade, bløde og mestendels saaledes, at det knap med stor Besværlighed kan bjerges det magre Starhø (:hø af stargræs), som derpaa voxer. (…) Sandflugten continuerer endnu og gjør aarlig mere Skade, og findes ingen, som dertil ved Raad.«[19]

 

Gøgsigstedernes vej til Nørre Elkær

Resten af sognets fæstegårde og -huse hørte enten under hovedgården Nørre Elkær eller direkte under kongen som krongods. Som andre steder solgte Kronen ivrigt ud af sit fæstegods og snart hørte hele sognet, på nær østerboerne, under herskabet til Nørre Elkær. Herregården Nørre Elkær lå i Tversted Sogn syd for Horsnab Fang. Det var en ubetinget fordel for fæstebønderne på Skram, Gøgsig og nabostederne, at de ikke tjente Nørre Elkær, dels da hoveribyrden altid gik mest ud over hovedgårdenes nærmestliggende fæstegods, dels da godsejerne på Nørre Elkær i særlig grad var berygtede for deres hårdhændede og umenneskelige behandling af underlagte bønder og husmænd. Selv sognepræsten måtte frygte for herremandens vrede, idet den lokale præst i 1697 klagede over at være blevet overfaldet i sin egen stue af adelsmanden på Elkjær, fordi præsten ikke ville afstå et stykke jord til ham – hvilken medfart har da opsætsige småkårsfolk ikke fået?

 

Hovedgården Bøgsted, som Skram og Vester Gøgsig tjente under, led imidlertid under en skidt økonomi sidst i 1600-tallet. I knap 100 år havde godset tilhørt slægten Sandberg, men i 1688 måtte gods og gæld overlades til godsets forpagter og i de følgende år solgtes ud af det mere fjerntliggende fæstegods; præcis hvornår vides ikke. Nørre Elkær derimod samlede stadig mere gods under sig, især i det lokale. Godset ejedes af fornemme folk, som sjældent selv opholdt sig så langt nordpå, men i stedet overlod driften til strenge forpagtere. Ved et ejerskifte i 1721-22, hvor Nørre Elkær kom på auktion, figurerede adskillige af østerboerne på listen over godsets fæstere. Heriblandt fandtes Skram, som da var den næststørste gård blandt østerboerne med sine 3 tdr. hartkorn.

 

I deres søgen efter mildere forhold var østerboerne dermed kommet i armene på et herskab, der synes at leve op til alle fordommene om bondeplagende godsejere i 1700-tallets Danmark. Ved siden af al bøndergodset havde hovedgården et tilliggende areal på godt 36 tdr. hartkorn i sognets sydøstlige del, som næsten alene dyrkedes ved hjælp af hoveri fra de underlagte fæstebønder og husmænd. Nørre Elkær gjorde flittigt brug af denne driftsform, som selvsagt ikke bedrede bøndernes mulighed for at få noget ud af deres egen jord. Og gjorde de tjenende kræfter vrøvl, var herrerne på Elkjær kendt for at sælge besværlige karle til andre godser eller til soldatertjeneste – med eller imod gældende dansk lovgivning. Gennem næsten et halvt århundrede hed manden på Nørre Elkær Jens Brøndlund. Han var en forhenværende ridefoged, der startede på Elkjær som forpagter, men købte godset i 1740 og blev den første ejer, som også havde bopæl på hovedgården. Fortiden som ridefoged nægtede sig ikke i Brøndlunds politik over for godsets bønder, da han nu sad som godsejer. Den strenge driftsform gav imidlertid resultat, idet manden, trods sin beskedne herkomst, endte som en uhyre velhavende herre.

 

Østerboernes  opblomstren

Det var således gode tider for hr. Brøndlund på Nørre Elkær, mens bøndernes i Tversted Sogn blev alt andet end velhavende. Generel landbrugskrise, krigsskatter, ekstraskatter og hoveri begyndte for alvor at knække landbruget, som endnu aldrig var kommet sig over svenske og tyske hæres besættelser og plyndringer i det forrige århundrede. Østerboerne kunne dertil lægge problemerne med sandet, der fortsat plagede dem og forårsagede katastrofer langt frem i 1700-tallet; især omkring 1762 sandede en del af områdets marker til. Det kan derfor ikke undre, at man her som så mange andre steder havde svært ved at klare de forskellige skatter og forpligtelser. En del af høsten skulle erlægges som tiendegilde til Kirken og Kronen, mens man på hver Mortensdag betalte landgilde til Nørre Elkær. De færreste kunne imidlertid betale landgilden med penge eller naturalier, hvilket kun øgede hoveribyrden. Samtidig voksede gælden for restante skatter, afgifter og optagne lån, således at Tverstedbøndernes økonomiske situation i sidste halvdel af 1700-tallet mildest talt var håbløs.

 

Men midt i hele denne håbløshed voksede østerboernes sociale og økonomiske grundlag – og ikke mindst Gøgsiggården blomstrede op. I 1770 fandtes kun tre bønder i sognet, som betalte hele deres landgilde i form af penge og dermed var fri for hoveriydelser. Til denne elite hørte Niels Giøgsig på Skram, hvis gård vurderedes til godt 2 tdr. hartkorn og som herfor betalte 10 rigsdaler i landgilde. Endnu tre ejendomme kunne begrænse hoveriet ved at erlægge kontanter på Mortensdag. Og alle tre hørte hjemme blandt østerboerne. Hvordan havde sognets østligste beboere opnået denne sociale fremgang efter at have måttet opgive deres gårde og jorder knap 100 år tidligere – og så tilmed i dansk landbrugs vel nok værste periode gennem historien?

 

Jeg foretrækker selvfølgelig et gæt på, at mine stamforældre på Skramgården var nogle ualmindeligt fremragende, virksomme og dygtige personligheder. Dertil kan det så tænkes, at østerboerne i Horsnab Fang gennem århundreder havde lært sig at leve under små kår, klare sig selv ude på enegårdene og formå at få meget ud af ingenting. Bønderne vestpå i sognet var langt bedre begunstiget af naturen og måske derfor mindre rustede til de hårde tider. I kultur og levevis havde østerboerne mere til fælles med dem i Raabjerg Sogn, som efter sigende stod foran Tverstedbønderne i både oplysning, dannelse og arbejdsomhed – selvom det omvendte forhold gjorde sig gældende mht. økonomi. Et andet og sikkert ikke uvæsentligt punkt var, at østerboernes fortid under Nørre Elkær endnu var relativ kort. Mens mange af Tverstedbønderne gennem generationer havde måttet bøje nakken for ridefogederne på den nærliggende herregård, og derved var blevet temmelig kuede, havde østerboerne – akkurat som Raabjergbønderne – i højere grad deres individuelle selvagt intakt.[20] Ved siden af den rent kulturelle forklaring må man nok også tilskrive den nyopdyrkede jord en del af æren. Området var domineret af rimmer og dopper, hvilket vil sige parallelle sandrevler med lave steder med tørvejord imellem, som viste sig overraskende velegnede til landbrug; nok især til dyrkning af fodergræs. Jorden kunne ganske vist ikke måle sig med kvaliteten i sognets vestlige del, men for østerboerne var det en markant fremgang i forhold til de håbløse sandjorder i nordvest. At der langt fra var tale om fed landbrugsjord ses af, at man her kun kunne bruge jorden i fire år, hvorpå den skulle hvile i 8-10 år. Driften var derfor især lagt an på kvæg og får, formentlig suppleret med lidt fiskeri. Hvad end forklaringen nu var, blev østerboernes gårde og steder væsentligt forbedret i slutningen af 1700-tallet, hvilket bl.a. ses af generelt forhøjede hartkornstakseringer ved den næste matrikel i 1844.

 

Navneskiftet og Gøgsigslægtens begyndelse

Skram havde indtaget en position som en af sognets rigeste og førende gårde, samtidig med, at den blandt østerboerne i denne tid var den ubetinget største. Tidligere havde Skrams nabogård i nordøst, Slynge, været den førende, men dens nordlige placering gjorde den mere udsat og specielt ved sandstormen i 1762 forsvandt store dele af Slyngegårdens jord; stedet lå nærmest øde hen til 1790. Det er netop i denne storhedstid, at Gøgsigslægtens historie tager sin begyndelse. Slægtens stamforældre, Niels Christensen Giøgsig (1722-1804) og Ingeborg Christophersdatter (1737-o.1820), blev gift omkring 1763. Ifølge kirkebøgerne blev de ikke gift i Tversted, men hvorfor og hvor det så er foregået, vides ikke; Raabjerg Kirke kunne være et bud.[21]

 

Senest omkring 1765 synes fæstet på gården “Schram” at være overgået til den da 43-årige Niels, som altså ikke var nogen ren grønskolling ved indfæstningen. Det var i hans tid, at gården skiftede navn til “Giøgsig” og Niels Christensen kaldtes sjældent andet end Niels Giøgsig. Bolet Vester Gøgsig fik dermed fornyet rimeligheden i sit navn, da det nu vitterligt var det vestlige af to Gøgsigsteder. Både bolet og gården kaldtes dog i daglig tale Gøgsig, mens man for at skelne mellem dem sagde “Vester Giøgsig” og ”Giøgsig hos Østerboerne”, idet Vester Gøgsig og dens nabosteder efterhånden samlet gik under navnet Klitstederne. Men måske fandt man, at det alligevel var for forvirrende med to Gøgsigsteder. Og da Niels Giøgsig på Gøgsiggården var en stor mand i sognet, blev det ganske uretfærdigt det oprindelige Gøgsigbol, Vester Gøgsig, der omkring 1800 skiftede navn til Skram. Den præcise grund til navneskiftet og hvorfor man af alle navne lige valgte Skram til det tidligere Vester Gøgsig kendes ikke. Længe efter blev beboerne på det nye Skram dog også omtalt som kommende fra Gøgsig.

 

Niels og Ingeborg fik omkring 10-11 børn, herimellem to sønner, som ganske efter datidens skikke opkaldtes efter bedstefædrene; Christen og Christopher. Børnene fødtes i perioden 1764-81, men der synes at have været en del imellem, som døde ganske unge, hvilket ikke var unormalt dengang. Således blev hele tre døtre døbt Maren i årene 1764, 1768 og 1776, hvilket stærkt antyder, at de to første ikke blev ret gamle. Det var en udbredt skik, at man for at “genoplive sjælen” fra et afdødt barn straks opkaldte den næstfødte efter forgængeren. Familien blev to gange besøgt af embedsmænd fra de store folketællinger. Første gang i 1787, hvor ægteparret havde syv hjemmeboende børn. Imidlertid passer de anførte aldre på familiens medlemmer helt hen i vejret. Så er der kommet mere styr på tallene i 1801, da folket atter skulle optælles. Da var Niels Giøgsig fyldt de 80 og havde derfor fået en tjenestekarl og en dreng til hjælp. Langt de fleste børn havde forladt reden og kun sønnen Christopher og datteren Cathrine var tilbage. Christopher var tilmed udtaget til nationalsoldat.[22]

 

I parrets senere år kom udskiftningen i landbruget også til Tversted Sogn i 1794-95. Den fik dog størst betydning for sognets landsbyer i vest, mens gårdene blandt østerboerne var enegårde, som allerede havde jorden samlet om sig. Men stadig skulle også deres andele i enge og tørvemoser forhandles på plads, ligesom de præcise skel mellem gårdene skulle bestemmes. Da den kongelige landmåler i forbindelse med opmålingen til udskiftningen i 1793 opdagede, at grænseskellet mellem Tversted og Raabjerg Sogne praktisk talt var forsvundet i sandet, blev blandt andre Niels Giøgsig udpeget til at udvise det ægte skel. Ved århundredskiftet omfattede østerboerne tre gårde, samt en række bol og huse med eller uden jord. Slynge var nu blevet købt af en byfoged fra Skagen og havde genindtaget sin stilling som områdets største gård. Gøgsig var næststørst med sine 2 tdr. hartkorn, mens bolet Skram (tidl. Vester Gøgsig) ikke nævnes, men formentlig har ligget på under halvdelen; en del af bolets mark var rent klitland.[23]

 

Niels Giøgsig døde i 1804 i en alder af 82 år, som en respekteret og indflydelsesrig mand. Hverken gården eller slægten Gøgsig opnåede næppe siden samme grad af betydning i det lokale. Slægtens stamfader blev begravet den 26. august på Tversted Kirkegård. På slægtens lige så ærværdige stammoder, Ingeborg Christophersdatter, kendes dødsåret ikke. Da hun blev enke, var hun blot 67 år, så hun burde jo sagtens kunne have levet en tid derefter, men hendes navn findes ikke anført i kirkebøgerne efter 1801.

 

Ingeborg og Niels Giøgsigs mulige familiebaggrund

Inden jeg fortsætter beretningen om Gøgsiggårdene og -slægten, vil jeg i dette afsnit tillade mig at opstille nogle hypoteser om slægtens ældste aner. Ingeborg Christophersdatter og Niels Christensen Giøgsig er altså slægtens ældste kendte forfædre, selvom der kendes tidligere beboere på Gøgsigstederne og andre bærere af navnet Gøgsig – men et slægtskab med disse kan endnu ikke påvises med sikkerhed.

 

En formentlig endnu ældre Gøgsig er Jens Giøgsig, der omtales i Tversted Sogns kirkebog 1764, hvorved han faktisk er den første kendte skikkelse, der optræder med tilnavnet Gøgsig. Desværre aner jeg ikke hvem han er, men en forbindelse til Gøgsigslægten er særdeles sandsynlig, eftersom han nævnes som fadder ved dåben af »…Niels Christensen og Ingeborg Christophersdatters barn af Giøgsig, Maren«. Året efter holdt familien barnedåb igen og denne gang kaldtes faderen (dvs. Niels Christensen) for ‘Niels Giøgsig’, mens Jens Giøgsig ikke nævnes. Til gengæld står en Jens Olufsen opført, som muligvis er identisk med forrige års Jens Giøgsig. Derefter omtales hverken Jens Giøgsig eller Jens Olufsen ved de senere talrige dåbshandlinger i familien.

 

Blandt dåbsgæsterne var en af de mest hyppige gengangere i perioden 1765-74 en Kirsten Thorkildsdatter, om hvem det oplyses, at hun boede på den lille nabogård Nørre Horsnab og at hun var en hustru af Christen Jensen, som til gengæld aldrig selv dukker op blandt navnene i samme periode. Jeg finder det overvejende sandsynligt, at Kirsten Thorkildsdatter og Christen Jensen var Niels Christensen Giøgsigs forældre. Det vil forklare, hvorfor denne Kirsten fra nabogården går så ofte igen ved Gøgsig’ernes dåbsgilder, ligesom fader-søn-forbindelsen hænger sammen rent navnemæssigt; Niels Christensen, søn af Christen Jensen. Når Christen Jensen ikke selv anføres noget sted, skyldes det vel, at han var død inden 1765. Eftersom Kirsten pludselig forsvinder ud af annalerne efter 1774, lå hendes dødsår formentlig umiddelbart herefter.[24]

 

Kirsten Thorkildsdatter boede i sine ældre år på Nørre Horsnab, hvor bolsmanden i disse år hed Jens Christensen Horsnab. Der er næppe tvivl om, at Kirsten og Christen Jensen var Jens’ forældre. Når Jens havde fået navn efter sin faders fader, tyder det efter datidens navneskikke på, at han har været den ældste søn i den familie. Og hvis teorien om, at Niels Giøgsig også var søn af Kirsten og Christen ellers er korrekt, så har vi her tillige fundet en storebroder til Niels. Jens Horsnab optræder selv kun én gang med sikkerhed ved en Gøgsigdåb, nemlig 1776, men folk af det ret brugte navn Jens Christensen dukker med mellemrum op. I 1779 og 1781 repræsenteredes Nørre Horsnab af to kvinder, Else Christensdatter og Kirsten Pedersdatter, som måske kunne tænkes at være henholdsvis Jens’ ugifte søster og Jens’ hustru? Hvis ovennævnte hypotese holder, blev brødrene Jens og Niels Christensen altså født på Nørre Horsnab, som da fæstedes af Christen Jensen og hustruen Kirsten. Da Christen blev gammel eller døde – noget tyder på, at han døde relativt tidligt – overtog den ældste søn Jens fæstet på familiegården og blev dermed til “Jens Horsnab”. Ad en eller anden vej landede bror Niels derimod på den store nabogård Skram, formentlig gennem et giftermål.

 

Dette forklarer stadig ikke hvem Jens Giøgsig var. Et bud kunne være, at han var Ingeborgs stedfader og Skramgårdens aldrende fæster. Gennem sit ægteskab med Ingeborg arvede Niels Christensen fra Horsnab dermed ikke blot gården, men også sin forgængers tilnavn – hvilket var en ganske almindelig skik. Nu skal man passe på med at tillægge de sparsomme oplysninger i kirkebøgerne overdreven betydning, men faktisk passer overgangen perfekt: Ved dåben i 1764 lever den gamle Jens Giøgsig endnu, mens svigersønnen Niels da kaldes Christensen. Året efter er Jens Giøgsig væk – formentlig død – og Niels Giøgsig har overtaget navnet. Men stadig ligger årsagen til navneskiftet fra Skram til Gøgsig hen i mørket…

 

De gamle skrifter åbner også muligheden for en helt anden forbindelse, idet Niels Christensen kan have været en degnesøn fra Raabjerg. En sådan degnesøn, Simon Christensen Giøgsig (1734-1815), rejste netop omkring 1760 ned til Horsnab Fang og blev fæster på bolet Vester Gøgsig. En del af bolets jord lå betænkeligt nær den sydvestligste del af den klit, som i sidste halvdel af 1600-tallet havde forjaget alle østerboerne til mere sikre områder mod sydøst. Da fæsteren på Vester Gøgsig tillige havde tilnavnet Simon Skriver, kom den store klit til at tage navn efter ham og kaldes endnu ‘Simon Skrivers Klit’. Hvorvidt Simon Giøgsigs andet tilnavn skyldtes, at han var degnesøn og derfor som en af de få i området kunne skrive eller om han overtog tilnavnet fra sin hustrus stedfader, Peder Nielsen Skriver, vides ikke.[25]

           

At Simon Christensen Skriver også kaldtes Simon Giøgsig hang altså sammen med hans beboelse af Vester Gøgsig. Navnesammenfaldet behøver derfor ikke at antyde nogen form for slægtskab, men det gør til gengæld kirkebøgerne. Sammen med Kirsten Thorkildsdatter optræder Simon Christensen af Gøgsig (Simon Giøgsig) som en af de mest trofaste faddere, når familien Giøgsig på den østlige Gøgsiggård kaldte til barndåb i årene 1765-81. Hvorfor dog dette nære forhold mellem familierne på de to gårde, hvis den eneste forbindelse var et fælles gårdnavn? Et slægtskab mellem Niels Giøgsig og Simon Giøgsig synes næsten uundgåeligt, men hvordan? Måske havde den raabjergske degnesøn giftet sig til det, men der nævnes ikke nogen kvinde fra Vester Gøgsig i selskab med Simon, når han mødte op til de mange dåbsgilder hos Niels. Da begge Giøgsig’er desuden hed Christensen, må den mulighed vel også overvejes, at de var brødre. Det vil forklare meget og gøre det nære familieforhold forståeligt. Men i så fald ramler den tidligere opstillede Horsnabforbindelse.

 

Thi Simon Christensen Giøgsig var søn af Christen Simonsen Damsgaard (1680-1755), sognedegn i Raabjerg. Han havde degnekaldet i Raabjerg fra 1721 til sin død i 1755, hvor han beskrives som “skikkelig og flittig”. Dog fortælles det endvidere, at der krævedes påmindelser og tilsyn fra præsten, for at degne- og skoletjenesten blev holdt ulastelig. Når provsten et sted kalder degnen “elendig”, sigtes der formentlig til hans økonomiske forhold, som var meget dårlige. Sognekaldet var så ringe, at han i 1740 ikke havde 20 sletdaler i indkomst og derfor måtte tjene uden for sognet; dermed menes muligvis på havet. I 1732 var han indstævnet for en resterende degnerente. I 1735 blev Raabjergdegnen bygget et skole- og beboelseshus, som gav anledning til en del polemik i det lokale. Få år efter stod den nye bygning øde og forfaldt pga. sandflugt og vand. Christen vandrede omkring som “omgangs­skoleholder”, hvor undervisningen foregik på skift på sognets spredte gårde. De sidste år i sit embede fik degnen hjælp til skolegerningen af en søn; enten førnævnte Simon Skriver eller dennes broder Christen Christensen Damsgaard (f.1729). Christen Simonsen var i 1728 blevet gift med Margrethe Christensdatter (1707-75) af Gaardbo.[26]

 

Dette var de mest holdbare muligheder, som de gamle skrifter afleder med hensyn til Gøgsigslægtens stamforældres mulige familiebaggrund. Niels Giøgsig synes altså at have giftet sig til gården, mens han selv enten var en bondesøn af bolsmanden på Nørre Horsnab eller en søn af degnen i Raabjerg. Så kan enhver jo afgøre med sig selv, hvilken af disse teorier – eller eventuelt nogle helt andre – man ønsker at støtte sig til.

 

Ingeborg og Niels Giøgsigs børn

Ingeborg og Niels Giøgsig fik et anseeligt antal børn. Men helt hvor mange der nåede voksenalderen står lidt uklart. Den ældste søn, Christen Nielsen (1765-efter 1807), fik engang mellem 1787 og 1800 en gård i fæste, ifølge kirkebøgerne i Øster Tversted. På fortegnelserne over datidens fæstere findes imidlertid kun én gårdmand af det navn i sognet, og det var på den nærliggende Tuengård blandt østerboerne. Hvor Christen nu end havde sin gård, så kunne han i 1801 optræde som forlover ved sin broders bryllup, hvilket tyder på, at faderen da var for afkræftet dertil. Handlingen havde da også krævet lidt af en rejse, eftersom vielsen foregik små 10 km mod sydvest. De følgende år stod Christen fadder ved et par dåbsgilder på Gøgsig, men han forsvinder ud af annalerne efter 1807.

 

Selvom Christopher Nielsen (1770-ca.1837) var den yngste af de to brødre, blev det alligevel ham, der overtog fæstet på Gøgsiggården efter faderens død. Måske havde Christen haft mulighed for at gifte sig til en bedre gård, men det kan også hænge sammen med, at Christopher var blevet udtaget til nationalsoldat. I tjenesteperioden, der varede 6-8 år, måtte han blive boende hjemme på gården og skulle blot stille til “korporalskabsøvelser” hver anden søndag. Men soldatertjenesten var alligevel ikke nogen spøg, da man ved disse arrangementer let risikerede at blive gennempryglet af halvsadistiske tyske underofficerer, ligesom Napoleonskrigene nede i Europa begyndte at komme betænkeligt tæt på Danmark.

 

En af få måder at slippe ud af tjenesten før tid på var at blive en gift gårdmand. Om dette var en medvirkende årsag skal ikke kunne siges, men samme efterår som englænderne var sejlet af med den danske flåde efter Slaget på Reden, blev Christopher af Gøgsig gift i Bindslev Kirke med pigen Maren Sørensdatter (1768-ca.1857). Det er tænkeligt, at Christopher allerede inden da havde overtaget gårdens fæste efter sin aldrende fader. Ellers gjorde han det i hvert fald tre år efter brylluppet, da Niels Giøgsig døde. I forhold til forældrenes store børneflok synes Maren og Christopher at have holdt mere igen. Der kendes kun til tre børn af dem; sønnen Niels fødtes i 1802, hvorpå døtrene Inger Kirstine og Maren fulgte i 1804 og 1807.

 

Måske skyldtes det begrænsede antal poder, at Christopher selv oplevede en del kvaler med sine mange ugifte søstre hjemme på Gøgsiggården. Det startede ellers ordentligt nok, da Maren Nielsdatter (f.1776) giftedes år 1800 med en gårdmandssøn fra Kyllesbæk i Raabjerg Sogn ved navn Niels Jensen. Men allerede året efter kom søsteren Ane Marie Nielsdatter (f.1779) galt afsted med en karl fra en præstegård nede ved Frederikshavn; resultatet blev et “uægte pigebarn” Inger Marie. I 1806 var den gal igen, da en søster Marie (muligvis identisk med ovennævnte Ane Marie) på Gøgsiggården fik en lille dreng uden for ægteskab; som barnefader blev en ungkarl fra Bindslev udpeget, men han tjente da i København som fodsoldat. Størst må skandalen dog have været i 1808, da endnu en hjemme­boende søster, Kirsten Nielsdatter (f.1774), fødte Christopher en uægte niece, hvor faderen var en gift ladefoged på herregården Nørre Elkær. I 1810 lykkedes det at få afsat en af de yngste søstre, Cathrine Nielsdatter (f.1781), på retmæssig vis, idet hun blev bortgiftet til en Christen Nielsen fra Skallerup.[27]

 

De uheldige søsterepisoder i årene 1801-08 var ikke den bedste start for Christophers gårdmandskarriere, hvor han skulle løfte den tunge arv fra faderens respektomgærdede førerposition blandt sognets gårdmænd; “Manden på Gøgsig” havde næppe helt samme status som hidtil. At gården under Christopher snart atter kom til at hedde Skram (eller rettere Store Skram, for at skelne gården fra det mindre vestlige bol (Lille) Skram) kunne måske tyde på, at sønnen netop gerne ville af med et kompleks og slippe for konstant at blive holdt op mod sin faders bedrifter. Christopher har næppe helt haft sin faders format i personlig udstråling og førernatur. Faktum er i hvert fald, at i hans “regeringsperiode” var slægten på ingen måder præget af held, fremgang eller storhed. Han blev dog absolut heller ikke tilsmilet af fordelagtige hændelser udefra, da landet i hans tid atter røg ud i en ødelæggende krig og en ny streng landbrugs­krise. Og lokalt måtte Store Skram/Gøgsig som nævnt genindtage positionen som andenviolin efter den nu atter større nabogård Slynge. Endelig dukkede i disse år endnu et begreb op, som satte Skramgården yderligt socialt tilbage; selvejere. Mens Nørre Elkærs fæstegårde ikke fik mulighed for at købe sig fri, opnåede alle Skrams nærmeste nabosteder nu selvejerstatus på forskellig vis med den prestige det medførte. Dette gjaldt både Slynge og de to små Horsnabbol mod sydvest. Selvom Skramgården således fortsat var større end f.eks. Horsnabbolene, så var bonden på Store Skram stadig kun en tjener til godsejeren på Nørre Elkær, mens naboerne var frie mænd i egne gårde.

 

Da bedre tider begyndte at vende tilbage for dansk landbrug, var Christopher selv blevet for gammel til at udnytte dem. Mens de andre østerboere købte sig selvejerstatus, måtte Christopher overlade familiegården til sønnen Niels, som købte Store Skram i 1833. Ved folketællingen 1834 var tøjlerne således overladt til sønnen, mens den da 64-årige Christopher boede på Gøgsig som aftægtsmand og indsidder. En indsidder eller inderste tilhørte den laveste landboklasse, bestående af forhenværende gårdmænd, faste tjenestefolk hos bønderne, enker, enlige kvinder, invalide og tiggere. De boede til leje hos husmændene eller gårdmændene i boliger opført på stedets tilhørende jord og regnedes gerne med som den laveste del af husmandsklassen. På samme vis beboedes Gøgsig af mor Maren, som »..levede af fruentimmer håndarbejde«, samt Christophers 60-årige søster Kirsten, der stadig var ugift.[28] Efter at have fået alle tre børn ordentligt afsat døde Christopher Nielsen omkring 1837-39, knap 70 år gammel. Hans enke Maren  Sørensdatter nåede derimod en alder tæt ved de 90 år, da hun døde en gang mellem folketællingerne i 1855 og 1860.

 

Herr Schmidt på Nørre Elkær og landbrugsreformerne i Tversted Sogn

Godsejer Brøndlund på Nørre Elkær var død i slutningen af 1770’erne, hvorpå hans enke havde drevet godset videre med en stærk fuldmægtig som den styrende kraft. Hans navn var Laurits Bartholin Schmidt, som om muligt var endnu strengere end sin forgænger og gjorde stor brug af hoveri. I 1780 havde han fået nok af sine fæsteres bundløse gæld, som havde ophobet sig i Brøndlunds tid. Schmidt kørte retssager mod næsten alle sognets bønder og husmænd, som måtte betale de restante skatter og lån tilbage, og derpå i stort tal blev fradømt deres gårde og huse, hvis økonomien da ikke allerede havde tvunget dem til at forlade stederne af sig selv. De nye reformtanker og mere bondevenlige strømninger, der nu udgik fra kancelliet i København, havde særdeles lang vej til Nørre Elkær, hvor Schmidt nærmest herskede som han lystede. I 1789 blev han både herre af gavn og af navn, da han købte godset af Brøndlunds enke. Ligesom mange andre godsejere anså Schmidt den vedtagne udskiftning som en utidig indblanding i hans private affærer, så mens omlægningen af landbrugsjordene tog form over resten af landet, fortsatte alt som hidtil i Tversted Sogn. Først i 1794-95 måtte Schmidt nødtvungent indvilge i en opmåling og udskiftning af sognets jorder.

 

Ligesom regeringen ønskede at bedre landbrugets forhold gennem udskiftningen, så man det også fra central side som fordelagtigt, hvis fæsteforhold og med tiden også hoveriet kunne afskaffes, da disse ting tydeligt virkede hæmmende på produktiviteten. Det var imidlertid op til hvert enkelt gods at opstille de endelige betingelser for fæsternes mulighed for at købe sig deres frihed. Og havde hr. Schmidt på Nørre Elkær været tøvende over for udskiftningstanken, syntes han aldeles afvisende med hensyn til at lade sine bønder købe sig fri; hele hovedgårdens egenproduktion var bygget op på hoveri, som bedst lod sig aftvinge gennem fortsatte fæsteforhold. Derfor blev Nørre Elkærs fæstere rimeligvis ikke just opfordret til at opnå selvejerstatus, ligesom de formentlig heller ikke blev givet bedre betingelser herfor end absolut påkrævet. Når næsten alle Gøgsiggårdens naboer allerede omkring 1790 blev selvejerbønder skyldtes det forskellige forhold. Den store Slyngegård var pga. tilsandingen blevet solgt til byfogeden i Skagen, mens bolene Sønder og Nørre Horsnab som de eneste blandt østerboerne stadig hørte under Asdal Gods, der hurtigt så fordelen ved at lade de mere fjerntliggende fæstere købe sig fri. I 1799 indså Schmidt dog, at tiden for hans model af godsejere var ved at være oprunden. Han solgte Nørre Elkær til brødrene Ring, hvilket blev starten på en ny epoke for godsets fæstere. Bøndernes forhold blev nu forbedret mærkbart; især Peder Ring beskrives som en human og bondevenlig mand. Brødrene begyndte straks at sælge ud af det bøndergods, som lå langt fra selve hovedgården, mens forholdene i Tversted og nabosognet Uggerby blev fastholdt, da Nørre Elkærs egen drift som nævnt afhang af hoveri. I de følgende år ansattes imidlertid stadig flere folk på hovedgården, så afhængigheden af hoveri støt og roligt nedtrappedes.

 

I 1807 røg Danmark igen i krig med englænderne, hvilket i 1814 udløste en statsbankerot og dyb landbrugskrise frem til 1828. Så først i de sidste år af 1820’erne var tiden ved at modnes for selvejere blandt de resterende østerboere. Af de to Gøgsigsteder blev bolet som det første købt fri af Nørre Elkær, nemlig i 1829, mens gården ventede til 1833. Og af selvejerskøderne fremgår det i øvrigt, at ingen af Gøgsigstederne længere hed Gøgsig. Hvad end årsagen nu var, havde Niels Giøgsigs efterfølgere åbenbart ikke den samme smag for navnet, hvorfor gården havde fået sit gamle Skram-navn tilbage.

 

Hvor meget Skrambønderne måtte betale for deres skøder ved jeg ikke. Men generelt lå prisen i Tversted Sogn fra 300-800 rigsdaler, afhængigt af stedets hartkornsvurdering. Store Skram har således formentlig kostet omkring 6-700 rdlr., mens en anslået pris på Lille Skram næppe kan blive mere end 400 rdlr. Den slags pengebeløb lå de færreste bønder inde med i kontanter. Derfor oprettedes i disse år kreditkasser, som udlånte ¾ af købesummen til bønderne mod at få førsteprioritet i gårdene og deres besætning. Men stadig skulle bonden selv op med 25% af beløbet, hvorfor mange valgte at sælge deres engarealer nede i Sørig Enge til bønderne i Raabjerg Sogn, der manglede gode områder til græsdyrkning. Dette viste sig snart at være en kortsigtet løsning, som senere voldte Tverstedbønderne mange ærgrelser.[29]

 

Landskabs- og navneændringer i slægtens tredje generation

Store Skram kom altså i slægtens eje med tredje generation, da Niels Christophersen Gjøgsig (1802-o.1885) købte gården til selveje i 1833. Formentlig omkring 1835 blev han gift med Kirstine Pedersdatter (1808-o.1885), som kom fra Elling Sogn nede ved Frederikshavn, men derudover vides intet om hendes baggrund. Modsat svigermoderen fødte unge fru Kirstine en børneflok af almindelig, stor landbostørrelse; syv styks blev det til i perioden 1837-1852, fordelt på tre piger og fire drenge.[30]

 

I 1844 skulle kongerigets jorder og gårde atter føres i “mandtal” ved endnu en matrikel, som til dels stadig er gældende i dag. Således stammer ejendommenes matrikelnumre fra denne opmåling. Herfra kan vi se, at Store Skram fik en opskrivning fra hidtil 2 tdr. hartkorn til nu over 2½ tønder. Gården synes imidlertid ikke at have fået mere jord, så opvurderingen må skyldes en højere taksering af jordens kvalitet. I forhold til de øvrige østerboere indtog Store Skram stadig andenpladsen, selvom Slynge – som områdets eneste sted – måtte opleve en nedsættelse i sin hartkornsvurdering. Endnu engang oplyses Lille Skrams størrelse ikke, men ejendommen tildeltes matrikel 56, mens Store Skram fik matrikel 57.[31] Fra 1840 gennemførtes folketællingerne hvert femte år og heraf ses det, at slægtsgården nu atter hævede sig langsomt i format. Da Niels overtog den måtte han selv drive hele stedet med blot en tjenestedreng til hjælp, men drengen udskiftedes snart med en karl, som siden fik selskab af en tjenestepige. Desuden må opvurderingen ved matriklen i 1844 have givet familien et yderligere socialt rygstød, mens nabogården Slynge altså faldt tilsvarende i graderne – ulempen var dog, at en sådan opskrivning jo altså også betød højere skat.

 

Fra midten af 1800-tallet begyndte de ydre rammer for østerboerne at ændre sig. Mod syd blev den hidtil så vilde Sørig Mose begyndt koloniseret, mod nordøst i Raabjerg Sogn anlagdes jernbanen, og man lykkedes efterhånden med at finde et våben imod sandet, da man med udplantning af græsvegetationen “klittag” kunne binde sandet i klitterne og de vandrende miler. De to største ændringer skete dog lige på Skramstedernes øst- og vestgrænse. Ligesom så mange andre steder i egnen begyndte staten og herregårdene at anlægge plantager i sognet for yderligere at tæmme sandet og forbedre landskabet og miljøklimaet. Faktisk hele den vestlige halvdel af det gamle Horsnab Fang blev af flere omgange omdannet til skov i form af Tversted Plantage. Skoven strakte sig så langt østpå som til Lille Skram, hvis bebyggelse nu nærmest lå i plantagetykningen. Gårdens jorder lå dog nordøst for selve gården og indgik altså ikke i plantagen. Alligevel kunne man sælge noget af jorden fra til staten, som opkøbte klitområderne til sit landskabsreformarbejde.[32]

 

En anden landvinding skete ved den udtørrende Gårdbo Sø. I 1854 blev de omkringboende lodsejere enige om at fremskynde udtørringen ved at sænke søens vandstand gennem en uddybning af afløbet i Knasborg Å. Af den oprindeligt 900 tdr. land store sø var 250 tdr. sandjord tørlagt i 1880, hvorved også Store Skram fik et større jordtilliggende. Samme år solgte alle lodsejerne deres ret til søen til den lille herregård på søens østbred, Gaardbogaard, mod til gengæld at få et 300 alen bredt bælte langs deres ejendomme, når resten af søen var udtømt. Derpå indledtes et intensivt udtørringsarbejde med et større net af kanaler til udvinding af en frugtbar, men svært anvendelig dyndjord. I 1882 kunne bl.a. Store Skram få sin lovede søjord, som var velegnet til græsdyrkning, men endnu mange år efter var jorden for blød til at bære trækdyr og vogne, hvorfor høstarbejdet var temmelig besværligt.[33] Det nyindvundne markbælte kaldte man på Store Skram naturligt nok “Søbund”.

 

Med hensyn til gård- og slægtsnavnet, så begyndte brugen af Gøgsignavnet atter at dukke op med tiltagende hyppighed fra sidst i 1860’erne. Måske fandt Niels Christophersen da, at familiens og gårdens situation nu var genoprettet tilstrækkeligt til, at arven fra salig Niels Giøgsig kunne løftes. I 1866 omtales gårdejeren på Skram således som Niels Gjøgsig i kirkebogen, mens gården fra 1872 ligeledes bærer navnet Gjøgsig. Ældstesønnen Christopher stod formentlig til at skulle overtage den fædrene gård, men han forsvandt pludselig på tragisk vis fra slægtsannalerne. Så ved folketællingen i 1880 var mor Kirstine Pedersen og far Niels Christophersen Gjøgsig gået på pension og boede nu som aftægtsfolk hos en anden søn, Niels Peter, på Gjøgsig. Ved næste folketælling i 1890 savnes begge navne, så i den mellemliggende periode må de formodes at være døde, begge i en alder af omkring de 80 år.

 

Gøgsiggårdenes udseende og indretning

Hvordan så den gamle slægtsgård så ud og hvorledes havde familien på Store Skram/Gjøgsig indrettet sig? Det er jo desværre umuligt helt at klarlægge, men ved hjælp af gamle billeder og kilder om bygge- og boligindretning i datidens nordlige Vendsyssel i almindelighed kan man alligevel med en smule fantasi danne sig et tåget billede af Gøgsig’ernes hjem. At gården lå forholdsvist isoleret som en enegård, var ganske almindeligt for hele det østlige Vendsyssel, hvor den kun pletvist gode jord gav mulighed for sparsom bebyggelse. Gårdene uden for landsbyerne blev flere steder opført som “parallelgårde”, med to fritliggende længer på hver sin side af en lidt ubestemt afgrænset gårdsplads. Om også Gøgsiggården ved Gårdbo Sø oprindeligt blot var en tolænget parallelgård tør jeg ikke sige, men i hvert fald senest i sidste fjerdedel af 1800-tallet havde gården fire længer ligesom i dag, hvor stuehuset dog ikke var – eller er – sammenmuret med udhusene.

 

Gårdene i Nordvendsyssel havde forholdsvist lange og lave længer, hvor taget var af strå og med “valmgavl”, hvilket vil sige skrånende tag i enderne for at modvirke stormskader. Selv på de ældste billeder af Store Gøgsig har kun stuehuset og den parallelt over for liggende staldlænge denne valmgavl, hvilket måske kan være et tegn på, at de to andre længer først opførtes en gang i 1800-tallet. Stråtaget på stuehuset var bevaret endnu efter 1. Verdenskrig, men er i dag erstattet af tegltag. Murene var her på egnen typisk opført i bindingsværk, dog som regel med en begrænset mængde tømmer, hvor rummet imellem stolperne oprindeligt var lerklinet, men med tiden ofte blev udfyldt med mursten eller andre stenopfyldninger. Det var skik, at murene og bindingsværket blev kalket hvide, om end man nogle steder lod især stuehuset male gult. Det ældste billede af Store Gjøgsig viser, at stuehuset da var hvidt, men omkring århundredskiftet synes farven at være skiftet til lyserød. I dag (1998) er hele gården atter holdt i den oprindelige hvidkalkning.

 

En særegen byggeskik i Vendsyssel var den såkaldte “højremskonstruktion”, hvor taget blev båret oppe af to rækker stolper placeret lidt inden for ydervæggen. Mens stolperne i stalde og lader stod frit på gulvet, blev de i stuehuset som regel skjult i en skillevæg. Rummet mellem stolpevæg og ydervæg kaldtes “udskuddet” og var således ganske lavt, ligesom ydervæggen set udefra var særdeles lav. De gamle billeder af Store Gøgsig tyder ikke på anvendelsen af denne ellers udbredte byggeskik, i hvert fald ikke på stuehusets sydside ud mod vejen. Mange steder brugte man ikke udskud ud for stuerne på sydsiden, men lod ydervæggen opføre direkte mellem  højremsstolperne, hvorved væggen blev højere og der bedre kunne komme lys ind ad vinduerne. Set udefra fik de gamle stuehuse derfor en ejendommelig skæv profil fra gavlen – men på Gøgsig ses heller ikke denne kuriøsitet.

 

Helt tilbage i jernalderen brugte man her at bygge sit hus ca. 5 m. bredt og 20 m. langt med gavlene vendt mod øst og vest. Denne skik har faktisk holdt sig de 2000 år frem til i dag, hvor stalden i husets østende dog forlængst er flyttet over i en særskilt bygning. I én af stuehusets ender brugte man så i stedet at indrette storstuen (kaldt Vester- eller Østerstuen), men den blev ikke benyttet meget til daglig og kunne da heller ikke varmes op. Her stod kister og skabe med tøj og andet, som man ikke lige havde brug for til hverdag. Ved større gilder eller familiebesøg udgjorde stuen tillige en boligmæssig reserve. Dagligstuen derimod var familiens opholdsrum – også om natten, da den med sine alkover også udgjorde sovekammeret. Den lå ved siden af køkkenet og kunne således opvarmes. Her stod bordet langs vinduerne med faste bænke ved ydervæggen og tværvæggen ved bordenden. Husfaderen havde sin plads for bordenden, mens gårdens drenge, karle og besøgende mænd sad på vinduesbænken. Modsat på Sjælland havde kvinderne også siddepladser ved bordet, på en løs bænk uden ryglæn på langsiden ind mod midten af rummet. Over bordet hang en tranlampe i jernblik i en krog i loftet, der gerne var tydeligt sværtet til af osen. Husets gulve var som regel af stampet ler, men i de mere benyttede rum brugte man senere hen tillige mursten, brædder og gamle skibsplanker. Skillevæggene var også gerne af brædder og skulle, ligesom trælofterne, vaskes grundigt af op til jul – i hvert fald i ordentlige hjem, hvorfor vi må formode, at det også gjaldt på Gøgsiggårdene.

 

Køkkenet lå midt i stuehuset og var gerne udvidet med udskuddet, hvor sådanne fandtes. I mindre husstande og i huse med store køkkener brugte man at spise i køkkenet, men ellers anvendtes det som hovedregel kun til tilberedning af maden. Bageovn og gruekedel fandtes i et særskilt bryggers. Endnu til langt op i 1800-tallet var mange huse i Nordjylland uden rigtig skorsten. Man havde dog gerne en indvendig skorsten i køkkenet, hvor en opmuret ildstedbænk dannede bunden af denne. Skorstenen var da ført op til lofts- /bjælkehøjde, hvorfra røgen selv måtte finde vej ud gennem “lyren”, en simpel åbning i tagryggen. Mens man i mindre huse kun havde ét ildsted, havde man i gårdstuehuse med bryggers mindst endnu et. I det loftsløse bryggers holdt man længe fast ved de gamle forhold uden skorsten gennem taget. Selv på de ældste fotografier af Store Gøgsig tælles tre “rigtige” skorstene, hvilket tyder på en vis velstand og følgen med tiden. Om alle tre har været helt ægte kan man måske ikke garantere, idet man jo af og til opførte en tredje tagskorsten alene for prestigens skyld – i dag har gården i hvert fald kun to skorstene.

 

Maden blev lavet i bunden af skorstenen, hvorfra man også fyrede op i bilæggerovnen i dagligstuen ved siden af gennem et hul i skorstensmuren. De gammeldags ildstedforhold i Nordjylland gjorde, at man her brugte bilæggerovne meget længere end i resten af landet.[34] Faktisk var det på Lille Gøgsig, at man som et af de allersidste steder i landet endnu anvendte bilæggerovnen, idet Sinne Nielsen-Gøgsig i en lokal avisartikel sværgede til denne indretning og fastslog, at den ikke blev droppet i hendes tid på gården, der varede til 1972.

 

Gøgsigstedernes vej frem til nutiden

“Genfødselen” af Gøgsignavnet for både gård og slægt skete altså allerede i Niels Christophersens tid. Det kan (som familietraditionen stædigt fastholder) udmærket tænkes, at der på de nyindvundne fugtige engstrækninger ned mod Gårdbo Sø har været gøge, der kan have siddet og kukket i de lune forsommernætter og dermed givet familien på Store Skram idéen til for alvor at genoptage navnet. Med fjerde generation og Niels Peter Nielsens gårdovertagelse omkring 1880 eskalerede benyttelsen af Gøgsignavnet og fortrængte snart Store Skram aldeles. Derimod tyder intet på, at Niels Peter Nielsen nogen sinde selv anvendte Gøgsig som slægtsnavn. Det gjorde til gengæld hans mange sønner, som fra starten af 1900-tallet gjorde gårdnavnet til officielt efternavn for hele familien i formerne Gøgsig og Nielsen-Gøgsig.

 

Niels Peter gik mere op i at udbrede navnet gennem selve gården. Engang i 1880’erne udstykkedes en parcel af Gøgsiggårdens jord til et husmandssted ved navn Lille Gjøgsig. Lille Gøgsig lå på den nordlige del af Gøgsigs jord, som grænsede op til den store Slyngegård. Og da man nu havde et Lille Gøgsig, kom den oprindelige gård naturligt nok snart til at hedde Store Gjøgsig, ligesom hele området samlet betegnedes som Gjøgsig Mark. Store Gøgsig skulle da have været en gård på omkring 100-150 tdr. land med en stor og bred besætning af dyr; dog fortrinsvis køer, i et antal på omkring 100.[35] Da der nu ikke længere fandtes noget Store Skram kunne den mindre gård/bolet længere mod vest endelig slippe af med sit lillebroderkompleks; Lille Skram blev atter til Skram. Skram var i øvrigt heller ikke så lille mere. Selve gården var ganske vist ikke blevet større, nok snarere tværtimod, til gengæld var den blevet til flere. Ligesom gården Tuen havde Skram de seneste årtier udviklet sig til et helt lille samfund af bebyggelser, som havde taget navn efter den oprindelige gård. Man kan i dag derfor både tale om Skram og Skramgården. Det blev dog samfundet i Tuen, der udviklede sig til østerboernes central og eneste reelle landsby med egen høker, mejeri og boliger til tilflyttende arbejdere og håndværkere. Skolen derimod havde i en årrække ligget oppe ved de to små Horsnabgårde, mens østerboerne i 1901 fik en filialkirke fælles med de øvrige beboere i den østlige sognehalvdel placeret langt nede i Sørig Mose.[36]

 

Sprogændringen forvandlede i dette århundrede Gjøgsig til Gøgsig, hvorved gårdene ved Gårdbo Sø blev til henholdsvis Store Gøgsig og Lille Gøgsig. Begge steder eksisterer endnu, men de er ikke længere i slægtens eje: Store Gøgsig solgtes endeligt engang i 1940’erne, mens Lille Gøgsig forblev på Gøgsighænder til 1972.

 

 

[1] Arne Espegaard (1972-86): “Vendsysselsk ordbog: ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred” bind I-IV, Hjørring.

[2] Chr. Christensen (1915): “Tilstanden i Vendsyssel ved Aar 1735”, i ‘Vendsysselske Årbøger’ 1915.

[3] Aage Houken (1976): “Håndbog i danske stednavne”, 2. udgave, Gyldendal, København, 197.

[4] A.P. Gaardboe (1870-71): “Historisk-topografisk beskrivelse af Raabjerg Sogn”, i ‘Samlinger til jydsk Historie og Topografi’, 1. rk. bind III.

[5] Espegaard 1972-86, op. cit.

[6] Houken 1976, op. cit., 206-207.

[7] A.P. Gaardboe (1874-75): “Historisk-topografisk Beskrivelse af Tversted Sogn i Horns Herred”, i ‘Samlinger til jydsk Historie og Topografi’ 1. rk. bind V; samt A.P. Gaardboe (1893): “Fortidsminder fra Vendsyssel”, Aarhus.

[8] D.H. Wulff (1872-74): “Statistiske Bidrag til Vendelbo Stifts Historie i det 16.-17. Aarhundrede”, Aalborg.

[9] Kilde: “Raabjerg Kirke”, artikel af C. Klitgaard i ’Vendsysselske Årbøger’ 1945.

[10] Kilde: Wulf 1872-74.

[11] Kilde: Hans Knudsen (1911): “Indberetninger fra Præsterne i Aalborg Stift 1638”, i ’Samlinger til Jydsk Historie og Topografi’ 4. rk. bind I, København, s. 75-76.

[12] Skram var ved Matriklen 1662 oplistet under Raabjerg Sogn. Eftersom bonden på Skram i 1657 deltog i et syn vedrørende sandflugten i Raabjerg Sogn, og der i øvrigt blev gennemført adskillige høringer omkring det præcise forløb af ejerlavs- og sognegrænser i dette område, er det sandsynligt, at Skram i midten af 1600-tallet faktisk har været at regne for en del af Raabjerg Sogn, indtil den flyttede sydpå i perioden 1662-83.

[13] Kilde: “Sindal Sogns historie”, Chr. Munck Rømer, Hjørring 1926.

[14] Kilde: Gaardboe 1893.

[15] Kilde: Wulf 1872-74.

[16] Kilde: “Sandflugten i Vendsyssel”, artikel af C. Klitgaard i ‘Vendsysselske Årbøger’ 1941.

[17] Kilde: Taksationsforretningerne af 1683.

[18] Niels Thaarups egnsbeskrivelser for Det Mineralogiske Selskab, jf. “En rejse i Vendsyssel 1763”, artikel af C. Klitgaard i ‘Vendsysselske Årbøger’ 1925.

[19] Amtsforvalter Hauchs beretning om tilstanden i Gaardbo Birk 1735, jf. “Tilstanden i Vendsyssel ved Aar 1735”, artikel af Chr. Christensen i ‘Vendsysselske Årbøger’ 1915.

[20] Kilde: Gaardboe 1893.

[21] Kilde: Kirkebøgerne for Tversted Sogn, Lokalhistorisk Arkiv i Tversted.

[22] KIlde: Folketællingerne 1787 og 1801, Lokalhistorisk Arkiv i Tversted.

[23] Kilde: “Landboforhold ved Nr. Elkær gods”, artikel af Kirsten Thøgersen i ‘Fra egnens fortid’ 1988.

[24] Jeg har desværre ikke selv haft lejlighed til at fordybe mig i kirkebøgerne fra Tversted Sogn, hvor mange af disse spørgsmål sandsynligvis ville kunne afklares.

[25] Kilde: “Gamle sted- og gårdnavne i Sørig og Tuen”, artikel af Johannes Nilsson i ‘Fra egnens fortid’ 1994.

[26] Kilder: “Vendsysselske visitatsindberetninger 1738-64”, artikel af Chr. Christensen i ‘Vendsysselske Årbøger’ 1919; og “Skoler og degne i Vendsyssel indtil 1814”, P.M. Rørsig, Hjørring 1933-44.

[27] Kilde: Kirkebøgerne for Tversted Sogn.

[28] Kilde: Folketællingerne 1834, Lokalhistorisk Arkiv i Tversted.

[29] Kilde: Thøgersen 1988.

[30] Kilde: Kirkebøgerne for Tversted Sogn.

[31] Kilde: Matriklen 1840.

[32] Kilde: “Tversted Klitplantage”, Chr. Ulrik Sand, 1977.

[33] Kilde: “Gaardbogaard 1898”, Jørgen Larsen, København 1898.

[34] Oplysningerne til dette afsnit er hentet fra kapitlet “I by og gård” af Peter Michelsen i ‘Det yderste Jylland’, Turistårbogen 1978.

[35] Oplysninger fra slægten, bl.a. Peter Gøgsig Larsen og Tage Nielsen-Gøgsig.

[36] Trap 1961, s.136.