Herman Peter Nielsen-Gøgsig (1903-1991)

(A03). Herman Peter Nielsen-Gøgsig (f. 17. februar 1903 – d. 22. juli 1991) blev den 24. november 1926 gift med Jensine “Sinne” Svenningsen Høholt (f. 28. december 1906 – d. 24. september 2001).

Navneændring:  Hermans navn var ved dåb og konfirmation Herman Peter Nielsen, men da han blev gift i 1926, brugte han navnet Herman Peter Nielsen-Gøgsig. Der er ingen påtegning i Kirkebogen.

 Sammen fik de 2 børn:

  • Gudrun Nielsen Gøgsig (1927 – 2017) 
  • Hans Christian Nielsen Gøgsig (1933 – 1934).

Herman Gøgsig fra Lille Gøgsig hos fotograf Franz Christensen i Hjørring den 23. maj 1922.

Levnedsbeskrivelse

Herman Peter Nielsen-Gøgsig er søn af Niels Christian Ludvig Nielsen-Gøgsig (f. 1875) og Thomine Juliane Nielsen (f. 1875). De blev gift den 30. januar 1900 i Tversted kirke. Thomine brugte ikke sit dåbsnavn  men derimod navnet ”Mine”.
De første 3 år af ægteskabet boede de på Gården ”Store Gøgsig”. Her fødte Mine parrets tre første børn, Christa (f. 1899), Ingeborg (f.1901) og Herman (f.1903).

Herman Peter Nielsen blev således født d. 17. februar 1903 i Tversted sogn på Store Gøgsig i Tuen. Samme år købte Niels Christian nabogården ”Lille Gøgsig” der er udstykket fra fødegården Store Gøgsig. Hele familien flytter nu over på Lille Gøgsig. Alle Hermans yngre søskende blev efterfølgende født på Lille Gøgsig.
Herman er nr. 3 ud af en søskendeflok på 9 børn: Christa Anna (1899), Ingeborg (1901), Herman (1903), Krista Alma (1905), Hans (1907), Ane (1909), Kaj (1911), Harry (1912) og Tage (1914). Det førstefødte barn Christa, døde kun 2 ½ måned gammel. Det næst yngste barn Harry døde kun 7 måned gammel. Alle Børnene er døbt med Nielsen som efternavn. Derudover fik Harry navnet Gøgsig som mellemnavn (Harry Frimodt Gøgsig Nielsen).
I følge kongelig bevilling af 18. marts 1920 skifter hele familien efternavnet Nielsen ud med familienavnet Nielsen-Gøgsig.
Alle børnene har haft deres barndom i ”Lille Gøgsig”.

Herman fik den obligatoriske 7 års skolegang i Sørig Nordre Skole. I 1910 blev der taget et gruppefoto af alle elever i skolen. Her ses Herman sammen med sin ældre søster Ingeborg (1901) og sin tante Anna (1897) og onkel Christian (1900).
Seks år efter blev der igen taget et foto af eleverne på Sørig Nordre Skole. Her ses Herman sammen med sine yngre søskende Krista (1905), Hans (1907) og Ane (1909). Kusinen Jenny Gøgsig (1904) er også med på billedet. De to foto kan ses under fanebladet ”Gøgsigland” i mappen ”Gøgsig i Sørig Nordre Skole”. Herman Peter Nielsen blev konfirmeret den 15. april 1917 i Tversted Kirke.

Sidst på året i 1919 er der en glædelig nyhed på Lille Gøgsig. Niels Christian og Thomine har fået deres første barnebarn. Det er Ingeborg, der stadig bor hjemme, der har fået en lille pige. Hun heder Lilly Gaardboe Christensen og blev født den 2. december 1919.

Ved folketællingen den 5. november 1921 bor Niels Christian og Thomine stadig på Lille Gøgsig. De har nu 5 hjemmeboende børn: Ingeborg, Herman, Anna, Kaj og Tage. Christa og Hans er fløjet fra reden, de er ude at tjene på nabogården ”Slynge”. De bruger nu alle familienavnet Nielsen-Gøgsig. Ved folketællingen 1925 er Herman og Ingeborg også fløjet fra reden. Ingeborgs datter Lilly på 6 år bor stadig på Lille Gøgsig. Herman er blevet tjenestekarl på Nr. Elkjær, og det er her, han møder Jensine Svenningsen Høholt, der er husassistent på gården. Sinne er datter af karetmager Niels Christian Svenningsen Høholt og hustru Else Marie Christiansen af Nørre Tversted. De blev kærester.

Herman og Jensine blev gift den 24. november 1926 i Tversted Kirke. Jensine er født den 28. december 1906. Hun er datter af karetmager Niels Christian Svenningsen Høholt og hustru Else Marie Christiansen af Nørre Tversted. Jensine brugte ikke sit dåbsnavn men derimod navnet ”Sinne”. Efter deres giftermål flytter Sinne og Herman ind på Lille Gøgsig. Herman blev forpagter, og med hjælp af forældrene drev de et mønsterværdigt landbrug. Det var her de fik deres første barn Gudrun Nielsen Gøgsig (f. 26. juni 1927).

I 1927 er Herman Gøgsig til Session i Frederikshavn. Han blev taget til arbejdstropperne men blev aldrig indkaldt.

Ved folketællingen den 5. november 1930 bor Herman, Sinne og datteren Gudrun sammen med Niels Christian og Mine på Lille Gøgsig. Som medhjælper har de fået Karl Svenningsen Høholt der er broder til Sinne.
I 1933 er der familieforøgelse på Lille Gøgsig, for Gudrun får en lillebroder. Han hedder Hans Christian Nielsen Gøgsig, og blev født den 13. juni 1933. Han fik et meget kort liv, for han døde allerede året efter, den 30. maj 1934 på Hjørring Amtssygehus. Sinne og Herman fik ikke flere børn.

Herman er nu begyndt at blive en del af lokalsamfundet. I 1938 valgte sognerådet i Tversted-Uggerby, Herman Gøgsig til snefoged i snekastnings distrikt Tuen-Slynge, og i 1940 valgte Husmandsforeningen Herman Gøgsig til dommer ved staldbedømmelse. Lokalsamfundet gør stadig brug af Herman for i 1946 blev han valgt til Revisor i Sørig Hesteforsikring.

Ved folketællingen den 5. november 1940 er der kommet en ny medhjælper på Lille Gøgsig. Det er fætteren Poul Egon Nielsen-Gøgsig, der er søn af Valborg Nielsen-Gøgsig og Christian Nielsen-Gøgsig på gården ”Østenkjær” i Tversted. Valborg døde 2. december 1936 kun 33 år gammel, så allerede som 10-årig flyttede Poul fra Østenkjær over til fætteren på Lille Gøgsig. Herman og Sinnes søn Hans døde i 1934, så Poul var mere end velkommen, og hos Christian var det en aflastning, og en mund mindre at mætte. På Lille Gøgsig hjalp Poul med alt vedrørende landbruget. Poul fik den obligatoriske 7 års skolegang i Sørig Nordre Skole.
Gudrun og Poul blev begge konfirmeret den 5. oktober 1941 i Tversted kirke. Fire dage efter takkede Sinne, Herman og Christian Gøgsig, i en fælles annonce i Vendsyssel Tidende, for opmærksomheden ved konfirmationen.

To år efter, i sommeren 1943, dør Niels Christian Nielsen-Gøgsig. Han er da knap 68 år gammel. Året efter købte sønnen Herman den fædrene gård, som han allerede i en årrække har været forpagter af. Mine overlevede sin mand Niels Christian med tre år og døde i efteråret 1946. Hun blev 71 år gammel. Både Niels Christian og Mine blev boende på Lille Gøgsig indtil deres død. De blev begravet på Sørig Kirkegård, hvor deres gravsten stadig findes.

Sinne og Herman fik endnu en plejedreng på “Lille Gøgsig”. Denne gang var det Nils Regnar Nielsen Gøgsig. Niels er søn af Hermans yngre broder Kaj Nielsen Gøgsig og hustru Edle Jacobsen. Han blev født i Skagen den 9. april 1937. Kaj og Edle bliver Skilt den 22. juni 1943. Deres ægteskab varede 10 år. Fem børn og nye ægteskaber er krævende, så det er vel årsagen til at Niels Regnar på 6 år og Minna på 8 år kommer i pleje hos andre familiemedlemmer.  De øvrige tre børn Jytte på 8 år, Helge på 3 år og Jens Arent på 1 år kom til at bo sammen med moderen Edle.

Hos Sinne og Herman kommer Niels til at gå i Sørig Nordre Skole. På en skole udflugt til Skagen gren i 1946 blev der taget et skolefoto. Det har ikke været muligt at finde ud af hvor og hvornår Niels er blevet konfirmeret men mandag den 15. oktober 1951 takker Sinne og Herman i Vendsyssel tidende for udvist opmærksomhed ved Nielses konfirmation.
Som 17-årig rejser Niels fra Herman og Sinne og blev landbrugsmedhjælper i Astrup ved Hjørring. Han blev ikke hængende ved landbruget, for et par år efter tog han ud at sejle.
I 1962 bliver han gift med husassistent Britta Hellstøll fra Norge. Niels og Britta får to piger. Kort efter deres anden pige blev født i 1965, kommer Niels ud for en ulykke i New Jersey, USA. Ved en eksplosion i skibets last blev to norske sømænd skoldet ihjel i kokusolie, og tre andre kom til skade. Niels var en af de uheldige der døde. Inden begravelsen har Sinne og Herman en annonce i Vendsyssel Tidende med følgende ordlyd:
Vores kære plejedreng Niels Gøgsig, Svindland, Norge, er den 2. marts 1965 omkommet ved en ulykke i New Jersey, USA, Sinne og Herman Gøgsig, Tuen. Begravelsen finder sted i Norge tirsdag den 16 marts.

Hermans hjerte bankede også for Husmandsforeningen. Det var ikke bestyrelses arbejde der tiltrak men mere foreningens aktiviteter. I 1948 afholdt Øster Tversted Husmandsforening markvandring med konsulent Olsen, Sindal, som leder. Mødested var hos Herman på Lille Gøgsig. Og her kunne man få Kaffe til det medbragt brød og sukker.
Herman og Sinne deltog også gerne i konkurrencer om bedste landbrug.

Nogle af konkurrence resultaterne omtales her:

  • Ved De sammensluttede Husmandsforeninger i Hjørring Amts bedømmelsen af de anerkendte besætninger i 1943 fik Herman P. Gøgsig Tuen præmien 2. Klasse 1. Grad.
  • Ved husmandsforeningens konkurrence i 1950 fik Herman P. Gøgsig 1. præmie i gruppen ”Almindelige Præmier”. Formanden uddelte præmier ved kaffebordet.
  • Ved ”De sammensluttede Husmandsforeninger i Hjørring amt” i 1951 fik Herman P. Gøgsig Tuen 2. præmie i Amtskonkurrencen. Foreningen havde på det tidspunkt 7593 medlemmer.
  • Ved husmandsforeningens konkurrence i 1951 fik Herman P. Gøgsig 1. præmie i gruppen ”Almindelige Præmier”. Formanden foretog uddeling af præmier, der det år var smukke sølvskeer.

Resultaterne blev selvfølgelig omtalt i den lokale avis Vendsyssel Tidende

Sinne var dygtig i et køkken og gjorde sig altid umage.
Her er en lille anekdote om Sinne fortalt af Kirsten Andersen: Engang da familien fra nær og fjern var samlet, måtte hun ligefrem spørge om “ikke det var nogle gode brød, hun havde bagt?” De var nemlig ikke ret flinke til at rose hende.

Den 22. juli 1950 blev datteren Gudrun viet i Sørig Kirke med Jens Jørgen Christiansen. De bosætter sig på Sjælland hvor de får 3 børn. De to første Lene Annette Gøgsig Christiansen (1952) og Jane Suzanne Gøgsig Christiansen (1955) får de medens de bor Kirkebjerg Alle 97 I th. Brøndby vestre sogn, og Mari-Ann Gøgsig Christiansen (1959) kommer til verden medens de bor Kirkebjerg Alle 178 Brøndby vestre sogn.

At Lille Gøgsig var noget særligt, kan udledes af barnebarnet Janes beskrivelse af sine sommerferier på Lille Gøgsig: Lene og jeg tilbragte alle vores sommerferier på Lille Gøgsig, og for mig står de ferier næsten som selve min barndom! Morfar var et meget stilfærdigt og tilbageholdende menneske, mens mormor var livfuld og elskede børn. Jeg stod altid op tidligt om morgenen og hjalp mormor med at få køerne ind, fodret og malket. Mormor var utrolig flittig og arbejdsom og undte sig sjældent ro, mens jeg tydeligt husker morfar som tog sig et hvil på divanen med shagpiben.

Sinne og Herman der nu har været gift i 25 år, og kunne fejre Sølvbryllup den 24. november 1951, men de frabeder sig al opmærksomhed på grund af sygdom.

Da Gudrun var rejst hjemme fra, har Sinne en annonce i avisen hvor hun søger efter en flink ung Pige, der vil hjælpe til ved landbruget. God løn og Week-end. Sinne ansætter Margit Hansen fra Tuen.
Fem år senere kan man læse følgende i til Vendsyssel Tidende: Den nittenårige Margit Hansen, der i fem år har tjent hos Herman Gøgsig, har de sidste fire år arbejdet som karl på gården. Sammen med Sinne har Margit i flere perioder under Hermans sygdom klaret arbejdet på gården helt alene.”Vi får aldrig magen til pige” siger Sinne Gøgsig til avisen. ”Som hun da har været flittig! Få piger kunne have klaret det, som Margit har, og vi har altid kunnet stole på hende”. Margit Hansen blev ved Tversted-Bindslev landboforenings fest i 1957 belønnet for lang og tro tjeneste med en sølvske og et diplom.

At Herman var en dygtig landmand er der ingen tvivl om. Ved Sørig-Tuen kontrolforenings generalforsamling blev det bemærket at en Jersey ko hos gårdejer Herman P. Gøgsig, Lille Gøgsig, havde givet over 300 kg smør. Det blev efterfølgende omtalt Vendsyssel Tidende den. 17-12-1957.

På Lille Gøgsig havde de en bilæggerovn. Den har stået der meget længe for da Hermans forældre overtog gården i 1904 stod den der allerede, og den er stadig i daglig brug. Sinnes holdning til bilæggerovnen er den, at ”så lang tid vi bliver boende her så bliver den stående”. Ovnen står delvis i køkkenet og i stuen. Man fyrer i den gennem en lem i køkkenet. Et par gode bøge knuder kan holde den varm en hel dag. Sinne tror ikke at der er andre i Vendsyssel der dagligt fyrer i en bilæggerovn.
At bilæggerovne er en sjældenhed, fremgår af at man den 19. oktober 1968 kunne læse en artikel i Vendsyssel Tidende om Sinne og Bilæggerovnen.

Arbejds byrden på Lille Gøgsig blev efterhånden for uoverkommelig og Herman og Sinne beslutter sig for at sælge gården. I april måned 1972 sælger de Lille Gøgsig på 40 tdr. land ud af slægtens eje. I stedet køber de et hus på Sellebjergvej 18 i Bindslev, hvor de boede de næste 14 år.

Den 24. november fejrede Sinne og Herman Gøgsig deres guldbryllup. På det tidspunkt har de kun boet i Bindslev i fem år, men er i den tid blevet kendt for deres venlighed og gæstfrihed. Efter at de flyttede til Bindslev, har de dog ikke helt mistet forbindelsen med landbruget, idet de hver sommer tager en tur til Sjælland for bl. a. at hjælpe med høstarbejdet hos datteren og svigersønnen.
Mandag den 28. december 1981 fejrede Sinne, sin 75 års fødselsdag i Bindslev. Inden de i sin tid solgte gården og købte huset i Bindslev, drev hun i 45 år sammen med Herman gården Lille Gøgsig. Her lagde de al deres arbejdskraft indtil kræfterne ikke slog til længere.

Sinne, der er af den kendte Svenningsen-Høholt-slægt fra Tversted, repræsenterer den udadvendte side fra hjemmet, og i flere år var hun medlem af børneværnet i Tversted kommune. De nyder nu at passe huset og haven, og Sinne kan også få tid til håndarbejde.

I august 1986 sælger Sinne og Herman huset i Bindslev og flytter på Sjælland, til deres eneste datter Gudrun i Langetoftegård, Agerup pr. Hyllinge. De flytter ind hos Gudrun, der stadig drev gården efter sin mands Jørgen Christiansen døde d. 13. december 1982. At de rejste fra alt hvad de kendte og flyttede til Sjælland, var jo fantastisk stort af et par mennesker, som ellers havde levet hele deres liv i Vendsyssel, hvor alle deres søskende og venner befandt sig. Men de fortrød det aldrig. De valgte med hjertet og levede sig fuldstændig ind i deres nye liv, og var til stor glæde for Gudrun og børnene, ligesom de nød at have tæt kontakt med børn, børnebørn og oldebørn. I de år hvor Gudrun drev gården, var de til støtte og hjælp for hende, og de gjorde alt, hvad de kunne for at lette hverdagen for hende.

Sinne og Herman fejrede deres diamantbryllup på Langetoftegård mandag den 24. november 1986. De befinder sig godt, og er stadig aktive og giver en hjælpende hånd med på gården. De har med deres væremåde og gæstfrihed vundet sig mange venner. Men at de ikke helt har glemt hjemstavnen, bevidnes af, at de stadig holder avisen Vendsyssel Tidende.

Efter lang tids sygdom døde Herman Peter Nielsen-Gøgsig den 22. juli 1991 på Langetoftegård. Han blev 88 år.
I 1995, 10 år efter Jørgens død, solgte Gudrun gården og købte hus ved Dyves Bro ved Næstved. Sinne flyttede med til Dyves Bro, og her fik hun sin egen lille stue, et soveværelse og et badeværelse.
De sidste par år før sin død havde Sinne ofte nogle anfald, som mindede om hjerteanfald, og som gjorde hende meget nervøs. Hun fik hjemmehjælp flere gange dagligt, men havde alligevel meget svært ved at være alene hjemme.
Når Gudrun var på rejser, skiftedes børnebørnene Lene, Jane og Mari-Ann til at bo hos Sinne. Men til sidst var det svært for Gudrun at komme ud af huset og efterlade Sinne hjemme, så Sinne fik plads på Karrebæk alderdomshjem. Det var et godt lille alderdomshjem, og hun havde det godt men Sinne var alligevel aldrig helt tilfreds med, at hun kom til at bo på et alderdomshjem.
Ti år efter Hermans død dør Sinne (Jensine Nielsen-Gøgsig) Hun døde den 24. september 2001 i Hyllinge på Sjælland. Hun blev 94 år. Herman og Sinne ligger begge begravet på Hyllinge kirkegård.

Sinne og Hermans Børn og Børnebørn:

  • Gudrun Nielsen Gøgsig (f. 1927) blev gift med Jens Jørgen Christiansen (f. 1924).

De fik 3 børn:

    • Lene Annette Gøgsig Christiansen (f. 13. oktober 1952) gift med Kurt Nielsen (f. 27. november 1950). – De har 3 børn: Jakob Gøgsig-Nielsen (f. 1976), Sinne Gøgsig-Nielsen (f. 1982) og Allan Gøgsig-Nielsen (f. 1985).
    • Jane Suzanne Gøgsig Christiansen (f. 10. april 1955) ugift. Et barn: Aske Lund Christiansen (Fader – Rene Lund).
    • Mari-Ann Gøgsig Christiansen (f. 24. marts 1959) ugift. Et barn: Astrid Gøgsig Christiansen (Fader – Johan Nielsen).
  • Hans Christian Nielsen Gøgsig (f. 13. juni 1933 – d. 30. maj 1934).

Tekstforfatter: Mads Gøgsig 2021 (Kilde: Lene Gøgsig-Nielsen, kirkebøger og avisklip).

 

 

Herman Peter Nielsen-Gøgsig blev født i Tversted sogn Horns Herred på gården ”St. Gøgsig” d. 17. Februar 1903. Hermans fødsel og dåb er registreret i kirkebogen i Tversted Sogn, Hjørring amt.

Herman blev konfirmeret d. 15.april 1917 i Tversted kirke.

 

herman-christa-ukendt-krista-henriksen-og-maria-hjort-udenfor-slynges-have-ps

Herman, Christa, Ukendt, Krista Henriksen og Maria Hjort udenfor Slynges have.

Hermann og Sinne bliver gift d. 24. november 1926.

Image10018

Hestetrukken vogn med Herman Gøgsig-Nielsen (1903-91) og Thomine Juliane Nielsen (1875-1946) foran ”Lille Gøgsig”, Tuen. Bag på billedet står blot: De to brune heste fra ”Lille Gøgsig”

 

Herman, Sinne, Lilly, Mine og Gudrun samt hestene Bessy og Lise. Drengen på hesteryk er ?

Sinne, Gudrund, morbror Kalle og Herman lægger kartofler.

 

Herman, Gudrun og Poul på Lille Gøgsig. Allerede som 10-årig flyttede Poul Egon Nielsen-Gøgsig (søn af Christian Gøgsig på Østenkær) til Lille Gøgsig, som Herman Gøgsig ejede. På Lille Gøgsig hjalp han med alt vedr. landbruget.

Herman, konfirmand Gudrun, og Sinne

 

Vendsyssel Tidende 17. november 1943.

Det samme foto findes i Gudruns røde fotoalbum. Den tilhørende tekst er som følger: Igen Kartoffeloptagning der står for mig som den sjoveste dag, der var højt humør og latter. Billedet er med stor sandsynlighed taget af Christa der somme tider sendte foto til avisen.

Christa og Herman og Sinne – fuldstændig som man husker dem. Sinne er pyntet og skal af sted, og Christa ser ud som hun gjorde når hun var på besøg.

herman-goegsig-avisklip-www

Vendsyssel Tidende 1957-11-03

hermann-goegsig-0010

Vendsyssel Tidende 1968-10-19

Vendsyssel Tidende 1972-04-26

Skagens Avis 1972-06-24.

 

Vendsyssel Tidende 1976-11-19

screenshot077a

Vendsyssel Tidende 1981-12-24

1986-10-13 Vendsyssel tidende

 

1986-11-20 Vendsyssel Tidende

Vendsyssel Tidende 1991-08-12

Vendsyssel Tidende 1991-08-01

 

Nordjydske Stiftstidende 2001-9-27

Nordjydske Stiftstidende 2001-9-27

Herman og Sinnas Gravsten på Hyllinge Kirkegård.

Comments are closed.