(A16). Irma Gøgsig Andersen (f. 5. juli 1942 – d. 6. marts 2021) blev d. 2. december 1961 gift med Hardy Roland Ellegaard (f. 17 januar 1936 – d. 8. marts 2022).
Sammen fik de tre børn:
- (A55). Dianne Gøgsig Ellegaard (f. 1962).
- (A56). Jesper Gøgsig Ellegaard (f. 1965).
- (A57). Anders Gøgsig Ellegaard (f. 1975).

Irma som ung, ca. 18 år.
Levnedsbeskrivelse
Irma kom ud at tjene som 15 årig i gården Hvidet, som lå lidt udenfor Lendum, var telefonistinde på telefoncentralen i Stenhøj og smørrebrødsjomfru på Jeckels hotel i Gl. Skagen.
Efter sæsonarbejdet på hotellet var Irma i huset hos skibsproviantering Saxberg i Skagen og blev herefter ansat som sygehjælper på Skagen sygehus. Her mødte hun Hardy Roland Ellegaard, som var portør, og som havde været falckredder i Skagen. De blev forlovet og gift i Lendum kirke den 2. december 1961.
Irma og Hardy boede i lejlighed, indtil de byggede hus på Svalevej i Skagen. De flyttede senere til Drosselvej og byggede et toetagers hus med svalegang og stor have i Sdr. Klit 3 i Gl. Skagen i 1971.
Mens børnene var små, var Irma hjemmegående husmoder. Hun strikkede og syede tøj til børnene, hæklede, kniplede og broderede.
Da Anders var ca. 10 år blev Irma udearbejdende. Hun fik halvdagsjob som rengøringsassistent i Hedebo skole og var ansat på skolen, indtil hun gik på pension i 2002.
Familien var ofte på camping- og skiferier i børnenes skoleferier.
Irma og Hardy var medlem af Skagen folkedanserforening i mange år, dansede og deltog i stævner. Folkedragterne syede Irma selv!
Efter påkørsel af en personvogn med beskadigelse af den ene hæl måtte Hardy stoppe som portør og som folkedanser. Irma og Hardy begyndte i stedet for at spille golf i Skagen golfklub indtil hhv. 2016 og 2019.
Irma har været medlem af Skagen husmoderforening og sad i bestyrelsen i ca. 4 år.
Irma og Hardy fejrede sølvbryllup på hotel Skagen strand i 1986 og guldbryllup på Color hotel Skagen i 2011.
Som pensionister deltager Irma og Hardy i Skagen Pensionistforenings busture til seværdigheder i Vendsyssel og deltager i Skagen kirkes arrangementer. De nyder deres have, som Irma pusler om hver dag.
Irma og Hardy har tre børnebørn: Mads, Nick og Julie og to oldebørn: Ella og Anna.
For nogle år siden blev Irma ramt af kræft, var igennem et hårdt forløb, men er heldigvis blevet erklæret rask!
Irma og Hardy er meget gæstfrie, viser gerne Skagen rundt år efter år og følger med i familiens og søskendebørns ve og vel!
Irma døde i Skagen den 6. marts 2021. Det var midt under Corona epidemien, så der var en del restriktioner i Skagen Kirke ved bisættelsen. Man skulle bære mundbind og der måtte kun være 50 personer i kirken. For at få plads til de inviterede, måtte nogle andre kirkegængere forlade kirkerummet. Der var et blomsterhav uden lige. Irmas urne er nedsat på kirkegården i Gl. Skagen.
Året efter døde Hardy i en alder af 85 år. Bisættelsen fandt sted fra Skagen Kirke. Hardys urne er nedsat på kirkegården i Gl. Skagen
Irma og Hardys børn og børnebørn
- Dianne Gøgsig Ellegaard (f. 1962) Dianne blev i 1989 uddannet som sygeplejeske på Vendsyssel sygeplejeskole i Hjørring. Samlever indtil 2005 Erik Seider (f. 1960). De har 3 børn: Mads (f. 1984), Nick (f. 1990) og Julie (f. 1998).
- Jesper Gøgsig Ellegaard (f. 1965) Jesper blev konfirmeret i Skagen Kirke (september 1979) ugift.
- Anders Gøgsig Ellegaard (f. 1975) Blev konfirmeret i Skagen kirke d. 13 maj 1987. I 1990 gik Anders ud af 10.b på Hedeboskolen i Skagen. Anders bestod svendeprøven indenfor tømrefaget i 1993 på Teknisk Skole i Hjørring. Han læste videre og bestod HF-eksamen i 1999 på VUC Nordøstvendsyssel. Gift 4. december 2020 med Mette Hansen (f. 1979). – De har Børn: Ella Augusta (f. 2010) og Anna Augusta (f. 2014).
Tekstforfatter: Kirsten Gøgsig Andersen. December 2019.

Irma blev født 1942-07-05 i “Højbo” i Tolne.

Irma blev konfirmeret 1957-03-31 i Lendum.

I 2016 deltog Irma Ellegaard (Gøgsig Andersen), Hardy Ellegaard, Julie, Nick, Mads og Diana i Gøgsig sammenkomsten på badehotellet Tannishus i Tversted.

Skagen Onsdag 16. marts 2022


