Mads Gøgsig (f. 1946)

(G12). Mads Gøgsig (f. 13. maj 1946) blev den 22. marts 1975 borgerligt viet med Karen Langhoff Nedergaard (gift Gøgsig) (f. 18. juli 1949).

Sammen har de 2 børn:

• (G39). Rune Langhoff Gøgsig (f.  1975). 
• (G40). Ebbe Langhoff Gøgsig (f. 1982).

Levnedsbeskrivelse

Jeg – Mads Gøgsig er søn af Svend Helmer Raoul Gøgsig (f. 5. maj 1912 – 6. marts 1982) og Jenny Nørgaard Nielsen (f. 14. august 1919 – d. 7. maj 2001). De blev gift d. 6. oktober 1942 i Langelund kirke Brovst sogn.
Min far Svend er søn af købmand Dinus Johannes Holm Gøgsig (1884-1942) og Karoline Josefine Christensen (1882-1962). Han kom til verden i Tuen hvor hans far Holm (min farfar), i sine velmagtsdage (1928-1932) ejede: købmandsforretningen, bageriejendommen, landejendommen “Nygaard” i Tuen samt gården ”St. Gøgsig”.
Min mor Jenny er datter af Søren Emanuel Marinus Nielsen (1886-1952) og Marie Kirstine Nørgaard (1884-1981). Hun kom til verden i Halvrimmen hvor hendes far Emanuel (min morfar) var ene-lærer på Halvrimmen Skole. Han var også initiativtager til Halvrimmen bibliotek, der i 1923 var det første landsogn med egen biblioteksbygning i Danmark.
Far og mor mødte hinanden da Far var komis hos købmand Chr. E. Larsen i Halvrimmen. De blev gift den 6. oktober 1942 i Langelund kirke.
Umiddelbart efter Holm Gøgsigs død i september 1942, etablerede min far sig som selvstændig købmand. Far og mor overtog Sindal Købmandshandel, Nørregade 11, Sindal efter daværende købmand Michael Nielsen. Det var en købmandsgård omgivet af fire bygninger. Ud mod Nørregade var der selve butikken med privatboligen på 1. sal. Ind mod selve gårdspladsen var der en lagerbygning i to etager med ejet hejseværk og en underliggende hestestald. Bagerst var der en bygning med kornlager og brændsel og et loftrum over det hele. Den sidste bygning var en forfalden træbygning, som far senere lavede om til 5 garager. Dygtigt bistået af mor arbejdede han forretningen op til et betydeligt omfang.

Min barndom: Jeg kom til verden den 13. maj 1946 i Sindal købmandshandel, og det er her jeg voksede op og havde hele min barndom sammen med min storesøster Dorte (f. 1944) og lille broder Hans (f. 1951). Hans havde en tvillingbror Peter, men han døde kort efter fødslen.
Vi boede ovenpå købmandsbutikken. Det centrale rum var spisestuen hvor man samledes, og der hvor familien, kommiserne og den unge pige i huset spiste. Det var her, og i køkkenet der blev fyret op i kakkelovn og komfur. Som brændsel blev der brugt brænde og briketter. Fra kakkelovn i stuen og ind til soveværelset og legestuen var der riste, så der også kunne komme lidt varm i de to rum.
Inden vi fik fjernsyn, blev den store stue stort set kun brugt til jul. Her stod det store juletræ der nåede helt op til loftet. Juleaften måtte vi først komme derind når far havde tændt alle lysene i juletræet.
Fra hovedgangen kunne man gå ned til hoveddøren mod Nørregade og videre ind i butikken. Den trappe jeg brugte mest, var den udvendige bagtrappe inde i gården. Den var malet grøn, så den blev kaldt ”Den grønne elevator”.
Da vi ikke længere havde kommiser boende på loftet blev spisestuen mere en dagligstue med radio, grammofon og telefon.
Bag ved dagligstuen var der et værelse der blev brugt til legestue til os børn. Væggene var tapetseret med forsiden af gamle ugeblade (Hjemmet og Familie Journalen). Her blev den gamle tørvekasse brugt til opbevaring af vores legetøj. Der var også to senge og et skab med to skuffer for neden til vores tøj. I starten var det Dorte og jeg der sov der. Senere var det Hans og mig. Da vi blev ældre, fik vi eget værelse oppe på loftet.
Loftrummet i bygningen med brændsel og kornlager var en yndet legeplads. Her var i forvejen en masse skrammel som blev brugt til at lave huler, bygget teaterscener og et kæmpestort spøgelsestog, hvor de besøgende selv skulle gå turen rundt på hvidkalkede brædder, medens vi sad oppe på en platform oven over på hanebjælkerne og hev i snorene så spøgelser og skelætter kom frem af sprækkerne. Det var sjældent vi fik skældud, men jeg husker en enkelt gang, hvor vi havde lavet vand pantomime. Problemet var, at alt det vand vi kastede rundt med, løb lige ned på fars kornlager.
Jeg begynder på danseskole den 28. september 1949. Dorte var startet et par år før, og senere kom Hans også til at gå til dans. Den 26. februar 1958 var Dorte og jeg til dans i Hjørring. Ved den lejlighed fik vi begge en bronze nål. Hans fik guld og jeg fik sølv ved dansekonkurrence i Hjørring den 21, februar 1961. Jeg tror at det var det sidste år jeg gik til dans.
Gymnastiksalen i den nye Centralskolen blev brugt til forskellige sportsgrene. Jeg gik til gymnastik, badminton, håndbold og judo. De 3 første var mere eller mindre mine forældres valg, medens den sidste var mit eget valg. Gymnastikken var nok min favorit indtil jeg begyndte med Judo. En del af gymnastikholdet fra 1960 optrådte i ”Cirkus badut ski”.
Hvert år var der Sct. Hans fest i anlægget i Sindal. Festen startede med et optog gennem byen og sluttede ved midnat med et bål og festfyrværkeri på markedspladsen. I mange år var far meget aktiv i Borgerforeningen, og dermed også i Sct. Hans festen, så selvfølgelig skulle vi børn være med i optoget. I 1952 var jeg cowboy på kæphest. Det var far der havde lavet den fine hest til mig. Optoget havde gerne et tema. I 1955 var optogets tema ”H. C. Andersen”. Hans var med i “Svinedrengen”, jeg var med i “Kejserens nye klæder” og Dorte var prinsessen i “Klods Hans. Sct. Hans festen havde også et ”Cirkus badut ski”, hvor Lise, Lene og Dorte var med i et nummer i 1958. Et år optrådte jeg også sammen med mit gymnastikhold i ”Cirkus badut ski”. Ved indgangen, umiddelbart før selve festpladsen med forlystelserne og alle boderne i anlægget, havde min far en lille kiosk, hvor man kunne købe tobak og slik. Det var primært far, fars søster Arla og os børn, der hjalp til med at sælge varerne.
Under min opvækst blev det til mange togture fra Sindal til Halvrimmen og senere Klim, for at besøge mormor Marie Kirstine Nørgaard, morfar Søren Emanuel Marinus Nielsen, moster Anna Nørgaard og onkel Anders Christian Christensen. Turen var med et tog skift enten i Aalborg eller Nørresundby. I starten var det selvfølgelig sammen med mor, men senere kunne vi børn selv rejse med toget.
Far og mor købte personbil den 19. juni 1958. Det var en brugt flødefarvet Austin A 40 Somerset årgang 1954 med nummerpladen PN 20 302. Jeg var på det tidspunkt 12 år. Senere fik far en Volvo amazone. Ved den lejlighed overtog jeg den gamle Austin.

Sommerhuset: Da morfar enelærer Emanuel Nielsen, ikke længere var skolelærer i Halvrimmen skole, skulle Marie og Emanuel flytte fra skolen. I den forbindelse fik mor og far et lille lysthus, som Marie i 1936 havde fået bygget i skolehaven. Søndag den 10. april 1949 blev lysthuset hentet i Halvrimmen, på savskærer Husts lastbil, og kørt til Tversted på en nyerhvervet sommerhusgrund i bydelen Tannisby.
De følgende år blev Lysthuset forvandlet til et sommerhus med stue, køkken, toilet, pejsestue og et soverum med 6 køjer. Gulvet i pejsestuen var lavet af gamle brudfliser fra fortovet i Sindal. De var omhyggeligt puslet sammen så der var en 3-4 cm fuge mellem de enkelte flisestumper. Fugen var af cement og malet sort. Man kan også opfatte fugerne som små veje, der passer fint til de små Matchbox biler, der var på mode den gang.
Medens jeg boede i Sindal, har alle mine sommerferier været i Tversted. Mor og vi tre børn flyttede i sommerhus når sommerferien begyndte. Hver aften kørte far i lastbilen fra Sindal ud til os. Han havde mad med, som den unge pige havde lavet. Tidligt næste morgen kørte han retur til Sindal igen. Det var sjældent han var med til stranden, men det var vi andre næsten hver dag. Vi badede kun når solen skinnede, og der ikke var røde og blå brandmænd i havet. Vi legede som regel med børnene, fra de andre sommerhuse, som vi kendte fra tidligere år. Det var sorgløse somre.
Det gik lystigt til, da vi blev større og kunne bruge sommerhuset, uden at vores forældre var med. Når vi om lørdagen sammen med en flok unge kom hjem fra bald på Tversted kro, blev der tændt op i pejsen, åbnet for transistorradioen på radio Luxemburg, og når der var tilstrækkeligt med gløder i pejsen, grillede vi kyllinger. Det var et sommerhus med en stor sjæl.

Efter fars død i 1982 blev sommerhuset udskiftet med et mere tidssvarende hus. Komforten i det gamle hus var meget spartansk dvs. enkeltruder, u isolerede væge, opvarmning ved pejs, gasblus til madlavning, koldt vand i hanerne med dertil hørende afløb, toiletspand senere med højtskyllende toilet (træk og slip). Og sidst men ikke mindst stearinlys som eneste lyskilde da der ikke var indlagt strøm.
Det oprindelige lysthus blev sat til side og fik lov til at overleve. Den øvrige del som far havde bygget til, blev fjernet.
Efter Jennys død overtog Karen og jeg sommerhuset i Tversted. Det var den 7. maj 2001. Vi lavede en del forbedringer så som udvidelse af stue/køkken, nyt køkkeninventar, installerede en brændeovn, fældede en del grantræer som far i sin tid havde plantet. Vi fik også lavet en dejlig stor terrasse
Siden har næste generation Rune og Ebbe overtaget sommerhuset i fællesskab. De overtog det den 1. januar 2018.

Min skoletid: I april 1953 begyndte jeg at gå i folkeskolen i Sindal. Det var i den gamle kommuneskole i Nørregade, lige over for Sindal købmandshandel. Det var nemt at komme i skole til tiden, for når skoleklokken ringede ind, så skulle jeg bare lige over gaden. Alligevel kom jeg en dag for sent. Min undskyldning var at vores unge pige i huset, havde givet mig for mange cornflakes. Her gik jeg få måneder indtil den nye centralskole i Sindal blev indviet. Skoleåret blev lavet om ved samme lejlighed.

En del af mine klassekammerater kom ned på Realskolen i Østergade efter 4 klasse. For mit vedkommende kom jeg først der ned i 1958 efter 5 klasse. Det passede mig nu fint, for så fik jeg et år med sløjt i centralskolen. Realskolen var en privat skole, så en gang imellem skulle jeg op på kontoret for at betale skolepenge for Dorte og min skolegang.
I 1962 tog jeg Mellemskoleeksamen, og året efter Realeksamen. Far var med ved Realskoles afslutning i skolegården den 21. juni 1963. Her fik jeg en flidspræmie, med påtegnelsen ”En særlig god kammerat”. Den var udsat af to 25-aars jubilarer. Præmien var bogen ”Kon-Tiki ekspeditionen” af Nordmanden Thor Heyerdahl. Fredag aften blev der afholdt den traditionelle skolefest med dans på Tversted Kro.
Jeg blev konfirmeret søndag den 16. april 1961.

Min læretid: Den 15. juni 1963 var far og jeg i Hørby for at søge en læreplads til mig som radiomekaniker. Jeg kunne begynde den 1. juli, så umiddelbart efter endt realeksamen kom jeg i lære hos radioforhandler Samuel Thomsen i Hørby. Jeg var på det tidspunkt 17 år. Afstanden til Hørby var så stor at det var nødvendigt at jeg boede der. Jeg fik et værelse hos læremester. Han var fraskilt, men havde datter Grete boende. Min løn var et værelse, kost og logi, så lommepengene måtte komme hjemme fra.
Ud over mig var der egentlig to andre lærlinge, Hans Henrik og Kurt. Kurt havde fået tuberkuløs meningitis og havde i lang tid ikke været på arbejde. Det var egentlig hans plads jeg fik.
Det var en meget alsidig læreplads. Ud over at reparere radioer, TV, barbermaskiner, grammofoner, båndoptagere, elektriske hegn og fremstille FM antenner samt opsætte Tv-antenner hos kunderne, så bestod læretiden også af havearbejde, små reparationer af biler, bilvask og olieskift og forberede maling af en personbil og to rutebiler. To blev sprøjtemalet og en blev håndmalet.
Ud over radioforretningen, havde Samuel også en lillebilforretning, hvor en Simca Ariane og en Ford Taunus Transit 1962 rugbrød blev brugt som lillebil, og en rutebil blev brugt til skolekørsel til Hørby skole. I starten af læretiden var jeg også på arbejde om lørdagen. Denne formiddag blev typisk brugt til bilvask og rengøring.

Da jeg blev 18 år, fik jeg kørekort. Far og jeg havde en aftale om, at hvis jeg ikke røg inden jeg blev 18 år, så ville han betale mit kørekort, og det kom han til, for jeg røg ikke.
I starten cyklede jeg hjem til Sindal når forretningen lukkede kl. 12:00 om lørdagen (efter bilvask). Søndag aften kørte min far mig tilbage sammen med cyklen. Senere da jeg havde taget kørekort købte jeg en lidt brugt Vespa scooter til 2000,00 Kr. Mors arv efter morbror Gregers i Hasseris blev brugt til en Volvo Amazone, som far fik i julegave i 1966. Nu var den gamle bil ledig, så jeg byttede med far. Han fik den relative nye scooter, og jeg fik den gamle flødefarvet Austin A 40 Somerset.

Aftnerne i Hørby kunne godt blive lidt lange, selv om jeg var velkommen til at se fjernsyn nede i stuen. Jeg tog derfor et korrespondancekursus på 17 lektioner i ”forstærker og lavfrekvensteknik”.
Som fritidsaktivitet fortsatte jeg med at dyrke Judo. Det var i Sæby Judoklub. Der trænede vi hver onsdag aften i Volstrup skoles gymnastiksal. Den 3. februar 1964 blev jeg gradueret med orange bælte. Jeg var allerede gradueret med gult bælte i Sindal Judoklub.

Der var lidt forviklinger med min lærekontrakt (3 lærlinge og sygdom). Jeg havde derfor udstået en stor del af min læretid, da jeg kom på Radioskole i Hald Ege ved Viborg for første gang. Det havde den konsekvens at jeg måtte springe fra hold til hold for at blive færdig med skolen indenfor læretiden. Jeg fulgte som sædvanligt godt med i timerne, så jeg ikke skulle bruge fritiden til at dygtiggøre mig. Der blev derfor plads til en del byture inde i Viborg. Det bedste sted var inde på værtshuset Latinerly, hvor den meget slidte Jukebox flittigt spillede ”Jambalaya” med Fats Domino. Jeg bestod svendeprøven den 20. oktober 1967, og var udlært den 30. november 1967, hvor jeg fik mit svendebrev.

I weekenderne når jeg var hjemme i Sindal, var jeg for det meste sammen med Erik Sporon Fiedler og Mogens Pelle Hansen. Eriks forældre ejede en del af Slotved skov. Her lå der et lille skovløberhus, som vi godt måtte bruge. Det blev indrettet til en rigtig hule med bar osv., hvor der blev der holdt mange vilde fester. Da Erik kom på kostskole på Sorø Akademi, blev vores tilholdssted Elværket i Bindslev, hvor Mogens far var Elværksbestyrer. Her var der også mange fester, og her bryggede vi risvin og birkevin (vin lavet på aftappede saften fra birketræer om foråret). Senere rensede vi husholdningssprit (denatureret sprit) med aktivt kul. Det var et værre svineri. Da man ved lov ændrede produktindholdet i husholdningssprit, kunne vi nu ikke længere rense spritten med kul, og spritterne fik meget ondt i maven hvis de drak det.

Karen: Samme år som jeg var udlært radiomekaniker traf jeg Karen Langhoff Nedergaard (f. 18. juli 1949). Karen er datter af Elly Vibeke Langhoff Pedersen (f. 1914) og gårdejer Jens Herman Nedergaard (f. 1910). Jeg nåede aldrig at se Jens for han døde den 7. september 1960. Vi mødtes til nytårsbal på Hotel Sindal i 1967 og blev forelsket, men vi måtte dog undvære hinanden i hverdagene da jeg skulle aftjene min værnepligt i Thisted.

Min Værnepligt: Jeg har aldrig været meget for krudt og kugle, endskønt jeg har leget meget røver og soldater der hjemme i købmandsgården, så jeg valgte at aftjene min værnepligt hos Civilforsvaret. Jeg aftjente værnepligt på CF-kasernen i Thisted fra den 5. februar 1968. Det var ikke det store problem at komme frem og tilbage mellem Thisted og Sindal, jeg havde jo det grønne lyn (Austin). Så snart jeg havde fri om weekenderne, så kørte jeg hjem til Karen.
Jeg havde valgt Civilforsvaret, i håb om at jeg kunne få lov til at reparere deres radiogrej. Men sådan gik det ikke. Der var indkaldt flere radiomekanikere, og det blev ikke mig der fik det job.
Civilforsvaret havde planer med mig som gruppefører, derfor skulle jeg tage et kørekort til lastbil. Jeg syntes det var meningsløst at jeg skulle have et kørekortet til lastbil, for hvad skulle jeg bruge det til. Det var bedre at en anden fik det kørekort, så havde han i det mindste fået en uddannelse i Thisted. Jeg har aldrig været den fødte chauffør, så jeg dumpede selvfølgelig til køreprøven en enkelt gang. Da kørekortet var i hus skulle jeg også lære at køre Civilforsvarets store tunge brandkøretøjer. Det gik nu ganske godt. Jeg fik i øvrigt aldrig nogensinde brugt lastbilkørekortet.
For at blive fritaget for at blive befalingsmand skrevet jeg et pænt brev til civilforsvarsstyrelsen. Jeg fortalte hvad jeg mente om systemet. Da den store dag oprandt, hvor alle der skulle være befalingsmænd fik et brev om det, så var der heldigvis ikke et brev til mig. Jeg havde aftjent min værnepligt den 25. november 1968.

Vi flytter til Århus: Den 19. januar 1969 rejser jeg til Aarhus for at læse til elektroniktekniker på Århus teknisk skole. Elektroniktekniker uddannelsen er en 1½ års uddannelse. Jeg havde ingen værelse, så den første uges tid boede jeg i en lejlighed på Silkeborgvej hos en af mine forældres venner – Anna. Det var helt fint. Inden en uge havde jeg skaffet et værelse på Ryddersvej i Riis skov. Karen og jeg besøgte ofte Anna medens vi boede inde i Byen.

Efter Karens ophold på Vrå højskole kom hun til Aarhus. Efter et halvt års tid hvor vi boede hver for sig fandt vi 2 værelser dør om dør på Skanderborgvej. Vi benyttede dog mest opgangen rundt om hjørnet på P. P. Ørumsgade, for her var der en elevator. Karens værelse ud mod Skanderborgvej brugte vi som stue, og sov på en udtrækssofa jeg havde lavet. Mit værelse ind mod gården brugte vi som køkken, for her var der en håndvask. Vi havde et køleskab og en lille kogeplade så vi kunne få lidt varmt at spise. Køkkenskabene var ølkasser. Badeværelse og toilet var på gange.
Medens vi boede der, tog Karen realeksamen på Jysk Realkursus, og fik Realeksamen den 16. juni 1971. Realkursus (fra 1.8.1970 til 1.8.1972), og det var her jeg lavede min endelige elektronikrapport om aktive filtre. Karen hjalp med at renskrive rapporten, ellers var jeg aldrig blevet færdig. Jeg blev Færdig uddannet som elektroniktekniker den 20. juni 1970.

I 1972 købte Karen og jeg et parcelhus i Skjoldhøjparken vest for Aarhus. Huset var ikke bygget, da vi købte det, så vi havde indflydelse på hvad der blev bygget på grunden. Vi valgte et andet hus end det der først var tiltænkt. Det blev også bygget med høj rejsning med et stort loftrum som senere kunne udnyttes. Vi flyttede ind i marts 1973.
Karen læser videre på Aarhus Statsgymnasiet i Hasle, hvor hun tog Højere Forberedelseseksamen (fra 13.8.1972 til 1.7.1974). Nu var vejen klar, og Karen kunne begynde at læse til socialrådgiver på den sociale højskole. Karen bliver socialrådgiver den 1. juni 1978.

Karen og jeg blev borgerligt viet den 22. marts 1975 på Århus Rådhus. Det var kun Karens mor og mine forældre der var med til brylluppet, der blev holdt på Hotel tre Ege i Brabrand
Samme år kom Rune Langhoff Gøgsig til verden (f. 15. maj 1975). Der gik 7 år inden Rune fik en lillebror, der kom til at hedde Ebbe Langhoff Gøgsig (f. 3. april 1982).

Mit arbejdsliv: Færdig uddannet som elektroniktekniker skulle jeg til at finde et arbejde. Muligheden for et få job som elektroniktekniker i Vendsyssel eksisterede sikke. Så ansøgningen blev sendt til Jydsk Telefons udviklings laboratorie og Terma A/S i Aarhus. Jeg kom til samtale begge steder, og fik hurtigt job hos Terma. Det med krudt og kuler er ikke lige mig, så jeg måtte ruske lidt op i Jydsk Telefon, for at høre om de stadig var interesseret i at få mig som medarbejder. Det hjalp og jeg fik job på Central laboratoriet. Nu måtte jeg jo til at melde fra hos Terma. De tog det meget fint, og hvis jeg fortrød, så var jeg stadig velkommen hos dem.

Mit arbejdsliv blev således helliget teknologiudvikling inden for televerdenen. Jeg arbejdede 40 år i samme firma, der undervejs skiftede navn et par gange fra Jydsk Telefon til Tele Danmark og senere TDC. Mit arbejde bestod i at udvikle nogle hjælpeinstrumenter til den daglige drift i centralerne.
Jydsk Telefon var på det tidspunkt i gang med at automatisere telefontjenesten. Inden automatiseringen skulle man, fra de gamle telefoner, bestille en forbindelse til et ønsket telefonnummer hos en telefonist. Efter automatiseringen kunne man selv etablere forbindelsen ved hjælp af en moderne telefon med en nummerskive.
Den sidste central der blev automatiseret, var Tunø. Her var jeg med, fordi jeg havde lavet et kredsløb der kunne holde en allerede etableret forbindelse selv om radioforbindelsen til fastlandet kortvarigt forsvandt.
Ved vedtagelse af lov om ”Logningsbekendtgørelse” blev der sat nye krav til de gamle telefoncentraler. Det betød at alle landets Ericsson og Siemens centraler skulle opgraderes, så man til enhver tid, indenfor en halv time, kunne finde det fastnetnummer i Danmark, hvor fra der var indtelefoneret en bombetrussel. Dengang kunne man ikke på telefonen se det nummer hvorfra der blev ringet. Det var mig der kom til at lede projektet. Det lykkedes og Karen var med til at indtelefonerer flere bombetrusler, for at teste om systemet var hurtigt nok – det var det.

I forbindelse med mit 40-års jubilæum blev jeg tilbudt at modtage en fortjeneste medalje for 40 års tro tjeneste, men jeg takkede pænt nej tak, da en sådan erkendtlighed ikke er for egentlig med min indstilling til kongehuset.

En af mine kollegaer Torben Kilden Nielsen og jeg fratrådte samtidigt jobbet hos TDC den 1. december 2010. Vi holdt en fælles fratrædelses sammenkomst i Aarhus Bryghus, tirsdag den 30. november. Her kunne man smage på husets julebryg. m.m. Det var en god dag.

Moster i Klim: Efter mors død den 7. maj 2001 var det mig, der skulle besøge og hjælpe moster Anna Christensen på Klim Ældrecenter Solkrogen. Jeg besøgte hende ca. en gang om måneden. For at have lidt at tale om, ud over de daglige ting, begyndte jeg at spørge ind til, hvordan livet levedes da hun var barn i Halvrimmen skole. Jeg havde heldigvis flere fotoalbum, som kunne understøtte mine spørgsmål. I lang tid gik det meget fint, men da jeg forsøgte at lave en plantegning, af skolens rum, vinduer og døre, gik vi lidt forbi hinanden. Jeg havde en tre fire gange en ny tegning med, men de var aldrig helt rigtige, og jeg kunne mærke, at moster ikke gad mere, så det stoppede her.

Da moster døde den 29. august 2008, blev hun begravet i familiegravstedet på Aalborg almene kirkegård. Hun blev 90 år. Det var mig, der skulle underrette mosters bekendte med Annas død. Iblandt navnene var der et navn og telefonnummer på en person, som jeg aldrig har hørt om. Jeg ringede til nummeret nogle gange, men der var ingen der svarede. Jeg besluttede mig for at ringe en sidste gang, og nu blev der svaret. Det var Ruth Klitgaard fra Gug, der igennem mange år var feriepige på Skolen i Halvrimmen. Ruth kunne fortælle en hel masse om livet i Halvrimmen skole. Jeg besøgte Ruth flere gange, og fik rettet tegning og tekst, så der kom en hel lille fin historie ud af det. Historien på 22 sider med foto og tegninger blev færdig 15. september 2009. Titlen var ”Et tilbageblik på livet i Halvrimmen skole i 30-erne”. Jeg sendte et eksemplar til ”Lokalhistorisk forening for Halvrimmen og omegn”. Det resulterede i, at historien kom med i deres årlige udgivelse ”Han Herred Bogen 2012”.

Min Fritid: Da Rune startede som spejder, blev jeg frivillig hjælper igennem mange år hos Det Danske Spejderkorps (DDS) Aros division. Først som Minileder fra 1984 til 1986 i Skjoldhøj gruppe, og efterfølgende som Redaktør af gruppens blad ”Skjoldet” fra 1992 til 1999. Jeg var med på DDS lands lejer “Blå sommer” i 1994 og 1999. Sammen med Junior lederne Ivan Fuglsang og Per Nielsen deltog jeg ivrigt i ”Sølvøkseløbet”, der er et årligt natløb for senior spejdere og ledere. Jeg var med i løbet 8 år.
Det var også sammen med Ivan og Per jeg kom ind i Lisbjerghyttens hytteudvalg. Her blev jeg formand i fra 2000 til 2011, og sluttede som kasserer i årene 2011 til 2021. Jeg oprettede Lisbjerghyttens første hjemmeside i 2004.

Det var formanden for Gøgsigs pakhus Jette Kull, der i 1993 fik ideen til at navngive den lille smøge fra Nørregade og til Torvegade. Smøgen var oprindelig porten for enden af Sindal Købmandshandel og ind til købmandsgården. Nu var det den smalle passage mellem Sparekassen Bikuben og Sindal Købmandshandel. Smøgen fører ind til “Kulturhusets Gøgsigs Pakhus”, så det var nærliggende at kalde smøgen ”Gøgsigs smøge”. Opfordret af Jette blev det mig der holdt en lille tale inden afsløringen af gadeskiltet.

Af Tove Espersen blev jeg opfordret til at blive suppleant i Jydsk Telefons Telekunstforeningen. Jeg var allerede blevet medlem af kunstforeningen et par år før, så i 1998 blev jeg valgt som suppleant i bestyrelsen. Året efter blev jeg næstformand. Undervejs fik vi lavet rigtig mange bortlodninger af kunst, kunstture rundt i Danmark og besøg hos lokale kunstnere. Da det blev teknisk muligt, lavede jeg Telekunstforeningens første hjemmeside. Arbejdet i bestyrelsen åbnede virkelig mine øjne for billedkunsten. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Tove og alle de andre bestyrelsesmedlemmer. Da jeg gik på pension i 2012, valgte jeg at fratræde bestyrelsesarbejdet. De følgende 5 år var jeg generalforsamlingens dirigent.

Hvor min interesse for at hugge i sten kommer fra ved jeg ikke, men første gang jeg prøvede kræfter med de hårde sten var på et Bededagskursus i 1993. Det var i Harlev hvor Laurids Kirkegård underviste i hugning af skulpturer i marksten. 19 år efter, den 7. marts 2012 startede jeg på et kursus på Rudolf Steiner Skolen. Det var Frantz Wolf der underviser. Jeg var med på alle de følgende hold, indtil Frantz døde den 30. oktober 2019. Vi var 8 personer der stadig ønskede at hugge i sten så vi lavet vores egen forening med navnet ”Skærverne”. Vi huggede i sten forskellige steder og har nu fundet et rigtigt dejligt sted hvor vi kan støve, larme, spise kage og drikke vores kaffe. Det er en meget flink landmand i Harlev, der har stillet sit åbne skur til rådighed for os.

Som pensionist fik jeg tid til at kortlægge medlemmerne af Gøgsig familiens levnedsforløb. Startende med Niels Peter Nielsen (f. 16. maj 1849 – d. 17. juli 1920) og hustru Jette Andrea Jørgensen (f. 1. december 1854 – d. 7. maj 1925) på gården ”Store Gøgsig” i Tuen. Resultatet blev et slægtsleksikon på ca. 45 sider samt Gøgsig slægtens “Digitale slægtsbog”, der er en hjemmeside på Internettet. Hjemmesiden består i dag (år 2024) af 260 sider, med i alt 2600 foto, erindringsdokumenter og udklip fra aviser eller kirkebøger. Den “Digitale slægtsbog” bliver løbende opdateret og udvidet. Siden der kun er tilgængelig for Gøgsig slægten, kan ikke findes via Google.

Karen stoppede som socialrådgiver 19?? og er nu gået på pension.

Det er Karen der er initiativtageren til vores mange udlandsrejser. Rejselysten til udlandet er taget til efter at vi er blevet pensionister, før var vi mest i Danmark. Af destinationer vi har besøgt kan nævnes: Samos, Malta, Australien, Kina, Mexico, Cuba, Vestindiske Øer, Tyrkiet, Thailand, Laos, Vietnam, Cambodia, Indien, Sri Lanka, Amalfikysten, Færøerne, Sydkorea og flod tur på Maas og Rhinen.

Mads og Karens Børn og Børnebørn:

Rune Langhoff Gøgsig (f. 15. maj 1975). Han blev d. 17. marts 2012 gift med Debbie Langhoff Gøgsig (født Sørensen Jensen den 31. marts 1982).

Sammen har de 2 børn:

Thomas Langhoff Gøgsig (f. 15. april 2012).
Victor Langhoff Gøgsig (f. 29. maj 2016).

Ebbe Langhoff Gøgsig (f. 3. april 1982). Han blev d. 6. juli 2019 gift med Ann Sofia Langhoff Gøgsig (født Ann Sofia Feldtmann Jørgensen den 8. februar 1988).

Sammen har de 2 børn sammen:

Sara Kirstine Langhoff Gøgsig, født den 3. november 2020 på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Nina Langhoff Gøgsig, født den 4. december 2022 på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

 

Tekstforfatter: Mads Gøgsig 2024 (Kilde: Jennys dagbog fra 1943 – 1969, fotobøger, kirkebøger og avisklip).