Navnebeviset fra 1905.
Slægtsnavnet Gøgsig efter ændring af navneloven i 1904.
Bonden på Store Gøgsig, som gården hed på dette tidspunkt, var Niels Peter Nielsen (1849-1920), en søn af Niels Christophersen. Selvom Niels Peter tydeligvis har været glad for Gøgsig som gårdnavn, der i hans tid helt skubbede det gamle ”Store Skram” bort, så synes han aldrig selv at have været interesseret i at bruge navnet som tilnavn eller slægtsnavn. Det var til gengæld en af hans sønner, Dinus Johannes Holm Nielsen (1884-1942), senere driftig købmand i Tuen, der ifølge en overleveret familietradition foreslog hele familien at benytte den nye navnelov af 1904 til at skifte navn fra Nielsen til Gøgsig. Ifølge samme tradition ville imidlertid hverken forældrene eller hans seks brødre og en søster da være med – måske var gebyret på 4 kroner for stor en mundfuld – og det kan da også konstateres af folketællingslisterne, at han som den eneste af familien var noteret for navneforandringen fra folketællingen 1901 (Holm Nielsen) til 1906 (Holm Gøgsig). Familietraditionen vil endvidere vide, at Holms søskende efterfølgende alligevel også ønskede at gøre brug af gårdnavnet som slægtsnavn, men det sagde Holm nej til, idet han jo havde, erhvervet sig kongebrev og eneret herpå. Sagen udviklede sig til lidt af en familiestridighed, men endte ud i et kompromis, hvorefter kun Holm og hans efterkommere måtte bruge formen Gøgsig som efternavn, mens de øvrige søskende kunne antage formen Nielsen-Gøgsig som efternavn eller bruge Gøgsig som mellemnavn. Da Holm blev gift i 1910, skete det således som Holm Gøgsig, mens hans storebroder og forlover i kirkebogen blev noteret som Niels Christian Nielsen-Gøgsig. Købmandens officielle eneret på Gøgsig-navnet fik dog kun begrænset betydning i praksis, eftersom både søskende og søskendebørn synes at have brugt navnet efter behag. Efter indførelsen af den seneste lov om personnavne af 2005 er Gøgsig fortsat et beskyttet efternavn (idet det bæres af færre end 2.000 mennesker), men med reglen om at man inden for slægten frit kan antage forfædres efternavne tilbage til tipoldeforældrene, samt antage mellemnavne ældre end 2005 som efternavne, kan alle Niels Peter Nielsens nulevende efterkommere i dag vælge sig efternavnet Gøgsig – formedelst et navneændringsgebyr på 430 kr.
Selvom Gøgsig-familien i dag optræder over hele kongeriget, kunne de fleste navnebærere endnu i 2005 geografisk henføres til Region Nordjylland – og dermed hjemstavnen for den nu forsvundne slægtsgård og for den fortidige fugtige lavning, hvor en gøg med sin kukken engang i 1500- eller 1600-tallet inspirerede til navnets opståen.
Teksten er hentet fra Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsens artikel ”Gøgsig Marknavn, gårdnavn og slægtsnavn”.
Folketællingen 1906:

Ved folketællingen i 1906 er der ingen beboere, af Nielsen slægten på hverken “Store Gøgsig eller “Lille Gøgsig” der bærer efternavnet Gøgsig ud over Dinus Johannes Holm Gøgsig, der året før havde erhvervet eneretten til at bruge navnet Gøgsig som efternavn.
